Skriv en kommentar
I disse dage, hvor man begræder en af de største og mest fantasifulde journalister, Hunter S. Thompsens tragiske selvmord, har vi brug for at gå ind i fantasiens rum, og det på en måde der også reflekterer over de store skaberes egne skæbner og myte. Siden jeg som dreng så ”Peter Pan” (1953) i Disneyudgaven, har jeg været fascineret af fortællingen, om drengen der ikke kunne blive voksen. I de stunder, hvor mine forældre og de andre voksne var værst, satte jeg mig hen til vinduet og kiggede op på stjernerne, mens jeg forestillede mig at flyve væk fra den forrykte verden. Det skete nu aldrig, at Peter rent konkret kom og hentede mig, men jeg drømte nu om det. I dag lyder det måske noget patetisk , men det illustrerer, at jeg som mange andre klarede mig via min fantasi og brug af en mytisk fortælling. I ”Finding Neverland” får vi en historie, der knytter sig til Peter Pans fader, dramatikeren James Matthew Barrie (1860 – 1937). Vi følger ham fra premieren på et stykke, der rakkes ned af kritikerne. Barrie er i vildrede, hans dramatik fungerer ikke. Men da han en skøn dag i parken møder en lille familie med en fascinerende mor og tre drenge, opfanger han en ny energi. Mens hans ægteskab skrænter, dyrker han drengenes og morens selskab, og de onde tunger begynder at tale om et skandaløst og upassende forhold, men han lader sig ikke kue. Han begynder at fabulere løs på et stykke, der omhandler en grønklædt dreng og et fascinerende univers befolket af elver, indianere og sørøvere. Alle er skeptiske overfor stykket, men ved premieren er der ikke et øje tørt. En fabelagtig legende har taget form i skribentens inderste kroge, en fortælling om forsømte børn, der drager ud på eventyr og en personlig historie om dets fader, Barrie. For som drengen Peter siger, jeg er ikke Peter Pan, det er du.
Filmen er virkelig smukt skruet sammen, realplan og fantasiplan spiller sammen på en unik måde, der kun sjældent ses, og som måske bedst sammenlignes med Peter Jacksons stærke film ”Heavenly Creatures” (1994), hvor to piger (den ene af dem spilles af en ung Kate Winslet) opbygger deres helt eget skræmmende fantasiunivers. Når det som her fungerer, suges man blot ind i fiktionen, der såvel fascinerer som giver perspektiv på, hvad livets vilkår er.
Skuespillet er hele vejen igennem fortræffeligt, og Johnny Depp (der jo spiller Raoul Duke i Terry Gilliams syrede Hunter S. Thompsonfilmatisering ”Fear and Loathing in Las Vegas” (1998)) viser igen variationen i sit store talent i hovedrollen. Depp bliver simpelthen ved med at fascinere og står klart som en af sin generations mest nuancerede skuespillere. Troværdighed er der også over Justin Hoffmanns rolle som John Frohmann, den idealistisk leder af det teater, der sætter Barries stykker op. Kate Winslet leverer også endnu engang en både charmerende og rørende præstation, der fremkalder meget stærke følelser hos en. Hun spiller direkte op i mod den altabsorberende Depp i rollen som alenemoren Sylvia Llewelyn Davies. Spillet mellem de to er meget troværdigt og deres underspillede gensidige fascination formår at ramme romancen på det balancepunkt, der ellers så ofte går galt. Børneskuespillerne er også castet rigtigt fint, og de tre drenge er troværdige som brødre, der har både ligheder og forskelligheder.
Da jeg så filmen, var jeg meget berørt. Filmens manuskript er konsistent og udfordrende, og instruktionen er fabelagtig, og jeg kan kun opfordre alle, unge som gamle, fantasifulde som fantasiforladte til at se filmen, der hylder fantasien og medmenneskeligheden.
Den tyskfødte instruktør, Marc Forster, der lavede succesen ”Monsters Ball” (2001), der opnåede sin størst styrke igennem det intense spil mellem Billy Bob Thornton og skønheden Halle Barry, viser endnu engang at hans personinstruktion fremkalder det bedste i skuespillerne, og med ”Finding Neverland” formår han tilmed at lave en film, der er mere konsistent og klog, end den ellers også udmærkede ”Monsters Ball”. De syv Oscarnomineringer som filmen har fået, vidner om filmens store forcer, og det skal blive spændende at følge selve den store gallaaften, bl.a. for at se om filmen kan hamle op med ”The Aviator”.
Filmen er et must for kendere af Peter Pan universet, men den er også en film for alle de mennesker, der bevarer en barnlig flig af fantasi i deres liv. Og til dem skal opfordringen være at hive mere kyniske og ’voksne’ intelligenser ind i det biografforum, der med film som ”Finding Neverland” leverer et frirum for hverdagens trummerum. For filmen er når alt kommer til alt en hyldest til den fiktion, der fortsætter med at give os håb og vilde drømme om magiske universer, langt større end den grå virkelighed.
