Skriv en kommentar
Det er en velkendt tendens, at mange kunstnere først bliver kendte, efter de er døde. Ofte i en tidlig alder. Vivian Maier var 83 år, da hun døde ukendt, ugift og alene.
Kort tid inden hendes død købte en ung mand ved navn John Maloof en kasse med en hel masse negativer på en auktion. Han begyndte at fremkalde dem, og da han selv syntes, at billederne var gode, begyndte han at lægge dem op på nettet, hvor de hurtigt blev meget populære. Han søgte på navnet Vivian Maier, kvinden der tilsyneladende havde taget billederne, men fandt intet, før en dag hvor hendes dødsannonce dykkede op.
Det førte til flere forskellige opdagelser. For det første: Vivian Maier havde været barnepige. Mange steder. For det andet: hun hamstrede på alt fra små boner til hatte, til aviser og meget, meget mere. For det tredje: hun tog rigtig, rigtig mange billeder. I løbet af 40 år tog hun over 100.000 billeder (vel at bemærke med et gammeldags fotografiapparatur, ikke et smart digitalkamera, hvor man tager 100 billeder på en time). Siden da er det blevet til noget, der kunne ligne en besættelse for Maloof at afdække Maiers liv, hvilket han i denne dokumentar gør ved at interviewe de mennesker, der har mødt hende, hovedsageligt nogle af de børn, hun har passet og deres forældre. Der er ingen familie at komme efter, kun en fætter i en lille fransk landsby, hvor hun kom lidt som lille.
Maloof har fået sendt Maiers billeder ud til udstillinger, hvor hun efterhånden er blevet et verdensomspændende fænomen, som den sky barnepige med et unikt talent for at fange byens mennesker med paraderne nede. For det Maier efterlader sig er nemlig en enorm mængde af fotografier , der forestiller alt fra fine damer i pels og smykke til fattige mænd, der tigger, til børn der græder, til gansterbosser der skuler, plus en del selvportrætter.
Kvinden bag kameraet
Filmen byder på mange modstridende meninger om, hvem Maier var, hvilket afspejler hvor komplekst et menneske, hun formentlig har været. Samtidig forekommer filmen dog også usammenhængende, da det er meget svært at finde rundt i, hvem alle menneskerne der taler egentlig er, og om de egentlig er troværdige kilder. Derudover virker der til at være nogle kæmpe huller i fortællingen. Fx nævnes det, at nogle af de børn hun passede sørgede som voksne for, at hun fik et sted at bo, men disse nu voksne børn møder man aldrig, selvom man må antage, at det er nogle af dem, der har kendt hende for senest.
Musikken i filmen virker også frygtelig malplaceret, da det mest vækker mindelser om en mellemting mellem en apple-reklame (hvilket mængden af apple-udstyr i filmen også understøtter) og den musik man til Extreme Makeover Home Edition. Det går meget dårligt i hånd med historien, om en ensom, misforstået kvinde, som ingen rigtig kendte, ikke engang de børn hun passede. Det er en skam, ikke kun fordi det er forstyrrende, men også fordi det fremstår som et forsøg på et presse den besynderlige historie om en genert kunstner ned i en form, dem ikke passer i, og på den måde forsætter misforståelsen, der har præget Vivian Maiers liv, i hendes død.
Stort arbejde, knap så stort resultat
Maloof, som også en af bagmænden bag filmen, fortjener stor ros for ikke at give op, på trods at den kæmpe mængde af både fotonegativer, men også film, båndoptagelser, aviser, tasker sko, kjoler, smykker, nips og andet, som Maier har efterladt sig, om som han nu forsøger at finde rundt i. Det er blot synd at filmen ikke formår at leve op til den samme kreativitet og menneskelighed, som Maiers billeder udtrykker.
