Skriv en kommentar
Ligesom et orkester stemmer instrumenter, bliver vi som publikum placeret midt i dokumentarens film-set, hvor persongalleriet og instruktør Kaouther Ben Hania er ved at gøre klar til første scene ved at lave prøve-takes. I første scene møder vi vores primære fortæller, den 45-årige Olfa, som har tildækket håret med et sort klæde og hendes to yngste døtre, Eya og Tayssir. De spiller dem selv og bære ikke tørklæder. De to ældste søstre, Ghofrane og Rahma spilles af to unge skuespillerinder og der er en stand-in skuespillerinde for Olfa. Hun tager over for Olfa, når genskabelsen af autentiske hændelser er for traumatiske og følelsesmæssige. Desuden udviser hun empati og trøster Olfa samtidig med at hun også giver Olfa modspil ved at stille spørgsmål til Olfas ret voldsomme og temperamentsfulde reaktioner.
Olfa slår med ord og med meget hårde ord. At slå verbalt og fysisk udgør en stor del af de fire pigers opdragelse. Vi gennemlever sammen med de to yngste piger og de to skuespillerinder hændelser, hvor det er kommet ud af kontrol for Olfa, fordi hendes ord ikke er tilstrækkelige og hendes egen overbevisning om, at hun bedst beskytter sine døtre ved at holde deres sti ren. De må ikke kigge efter eller gå med drenge eller tænke og sige noget seksuelt. Den ældste datter Ghofrane (spilles rammende af skuespillerinden) farver sit hår blåt og iklæder sig sort lædertøj og bliver del af et goth-miljø. Som straf banker Olfa hende og hvis en nabo ikke havde stoppet hende, kunne Olfa have banket sin egen datter til døde.
For at forstå Olfas ekstreme reaktioner ridser hun sin baggrund op og fortæller kort om sin egen opvækst ind i kameraet. Hendes mor var alene med en stor flok børn, kun piger. Mændene i landsbyen fandt ud af det. Olfa begyndte at styrketræne, klippede håret kort og klædte sig som en mand og forsvarede moderen og hendes søstre ved at slå tilbage. På hendes egen bryllupsaften hvor hendes ægtemand ville voldtage hende, slå hun ham så han blødte og brugte hans blod på laget til at bevise, at hendes mødom var taget. Hun gik kun i seng med ham for at reproducere sig og håbede på drengebørn, men fik fire piger.
Olfas baggrund og opvækst er sammensat af paradokser og en kompleksitet, hvilket har mærket hende for livet. Hun voksede op i det arabiske forår, som startede i Tunesien i 2010, hvor præsident Zine el-Abadine Ben Ali og hans korrupte regime havde siddet på magten siden 1987. Ironisk og lidt firkantet sagt så blev de tunesiske kvinder stærkt opfordret til at iklæde sig vestlige kjoler/tøj og arresteret, hvis de brugte hijab. Det blev anset som en grad af liberalisme og frihed sammenlignet med den dominerende konservatisme i store dele af den muslimske verden. Paradokset var at de muslimske/tunesiske kvinder fortsat var underkastet en patriarkalsk og mandsdomineret virkelighed. Olfa lod sig dog ikke kue og blev skilt fra sin ægtemand. Samtidig higede hun inderligt efter at blive elsket af en mand og opleve at være oprigtigt forelsket.
Ud fra standarder i den arabiske verden, kan Olfa udadtil synes at være en frigjort kvinde, men i dokumentarens genskabelse af hændelser fra hendes og døtrenes fortid, står det klart, at Olfa på mange måder har absorberet det konservative og mandlige synspunkt, at uskyldige piger hurtigt kan komme på afveje og få urene tanker ved synet af en dreng eller blive oplyst om sex og dermed blive opfattet som en luder.
Dokumentaren om fire døtre bevæger sig sideløbende i to lag. Det er en bemærkelsesværdig sammensathed af familie/søstre-kærlighed, omsorg, begær, huslige pligter og fysisk og psykisk mishandling på mikroniveau. Samtidig med at de på makroniveau er tre (var fem) kvinder, som er tvunget til at navigere i og indordne sig under et patriarkalsk samfund, hvor kontrol, udnyttelse, skam, lydighed og kvindehad er virkelighed for dem alle som kvinder.
Spørgsmålet om hvorfor de to ældste søstre tilsluttede sig Islamisk Stat bliver ikke entydigt besvaret i dokumentaren. Efter at Ben Ali og hans familie blev tvunget til at forlade Tunesien i 2011 og stillet for retten (35 års fængsel), var der en voksende islamisk indflydelse i Tunesien og mange kvinder begyndte at gå med niqab heriblandt de to radikaliserede søstre Ghofrane og Rahma, da de anså det som en slags oprør og en måde at gøre modstand mod den etablerede orden.
Instruktør Ben Hanias hovedformål med dokumentaren er at dykke ned i en moders ubeskrivelige sorg ved tabet af sine to døtre til ISIS. Ben Hania bruger kameraet på en sanselig, intens og terapeutisk måde, så andre vinkler træder frem for hende som instruktør og for Olfa og hendes to yngste døtre, som reflekterer og gentænker deres tab, livsfortælling og hvor de vil hen i fremtiden.
Om ISIS bruger Olfa og hendes to piger udtrykket, at: ”Ulven har spist de to ældste søstre”
