Skriv en kommentar
SELV den mindste handling kan påvirke et andet menneskes lykke, siger et gammelt buddhistisk mundheld. Det er - måske -den usagte pointe og det egentlige spor i "Fire nuancer af brun", der består af fire forskellige og selvstændige historier, der hver for sig jammer både skævt, begavet og underholdende over den
samme slidte melodi, kaldet Livet. Det er blevet til en både vellykket og væsentlig film. For selv om projektet virker lige så storladent som umuligt, er det faktisk lykkes det unge svenske filmhold at gøre det, som Lotte Svendsen for et halvt år siden forsøgte med "Tid til forandring". De fire parallelle historier tegner her et præcist samfundsportræt, der tør at holde publikum fast i de store spørgsmål uden at made det med bananmos-tyk symbolik. Med andre ord er konklusionerne overladt til publikum, selv om de fire sorte evangelier hver for sig prædiker håbløshed.
Til gengæld bliver man grundigt underholdt og holdt til ilden lige fra den gådefulde titel til rulleteksterne over tre timer og fire historier senere. På det tidspunkt sidder man tilbage med sine egne spørgsmål efter den træfsikre krønike om vores egen tid. Individets tidsalder, hvor alle narcissisk, desperat og ofte ureflekteret søger efter deres egen lykke.
Et underligt flag, der ligner det svenske til forveksling, men på uforklarlig vis har fået udskiftet den blå farve i flagets fire firkanter med fire forskellige brune nuancer, står og slår i vinden, da en aldrende tryllekunstnerduo ankommer til deres fælles søn (alt for) stilrene hotel. Med i bilen sidder en fremmed, moderens fire timer gamle bekendtskab, der i øvrigt bliver spillet fremragende af den danske skuespiller Finn Nielsen. Forældrenes ægteskab er (næsten) dødt. Og moderens nye beundrer udfordrer ikke alene hendes resignerede ægtemand, men også den forfængelige hotelejer (sønnen) ved at forære ham en træmand, der "bestemt" ikke passer ind i stilen på hotellet. Det er fatalt, idet sønnen i forvejen gør alt, hvad han kan for at få alting (selv kæresten) til at virke perfekt. Han flytter således hvileløst rundt på sofaens to puder, der uden at afsløre for meget bliver til én enkelt i løbet af filmen.
Et begavet trælår til bolighysteriet, der åbenbart også præger Sverige.
En anden historie handler om en Charles Bukowski-type, der gennem hele sit liv har levet som storforbruger af to ting. Kvinder og væddeløbsheste. Han dør efter at have levet hele sit liv med en hedonistisk filosofi, der har sat hans egne behov i centrum. Vi følger ham fire timer efter hans død, hvor han med en bedrevidende voiceoverstemme lovpriser sine egne valg i livet. Han har nydt cigaren i fulde drag. Og fortryder ingenting. Nu drømmer han blot om at blive reinkarneret med seks tissemænd, der kan klaske sig kærligt opad hans lystne lår. Han har været mangemillionær i livet, men i stedet for at fordele arven mellem sine børn (som han i forvejen aldrig har taget sig tid til) har han planlagt en kosmisk festbegravelse, hvor han vil sætte sig selv i scene en sidste gang. Alle hans tidligere elskerinder (en pæn flok) møder op, men det viser sig, at dem, der har elsket ham mest, altid har stået i skyggen af hans umiddelbare behov.
En mere vellykket(men mindst lige så bizar)historie handler om en
middelklassefamilie, der kommer ud for en ulykke. Ægteparret har en utilpasset dreng, som faderen beslutter sig til at stimulere ved at tage ham med på sin pikante arbejdsplads, et dyrekrematorium, hvor sønnen ved et pilfingeruheld tænder den flere tusind grader varme ovn i hovedet på sin hjælpeløse fader, der aldrig mere kommer til at gå i et med tapetet. Herefter må familien (især moderen)vænne sig til den nye situation. For kan kærligheden holde, når huden smelter?
Den sidste historie indrammer på en måde hele filmen. En gruppe voksne sidder og deler luksusmad og (luksus)problemer med hinanden hver uge i en madordningsterapigruppe. Men med tiden bliver problemerne større og mere overraskende.
Den femstjernede "Fire nuancer af brun", der vandt den danske natfilmsfestivals pris på 30.000 kr., giver os en plads i terapicirklen. Den særligt svenske tone fungerer fint. Med sine fire flettede historier, de flotte skuespilpræstationer og den eminente instruktion af Tomas Alfredson giver filmen et både klogt og humanistisk portræt af det moderne svenske menneske klædt i farven brun. For filmen skal ikke kun ses, men læres.
Anmeldelsen er blevet til i samarbejde med journalist ved Weekendavisen DANIEL ØHRSTRØM
