Skriv en kommentar
Jack Stanfield, velrenommeret sikkerhedsspecialist for Landrock Pacific Bank, lever en behagelig tilværelse med kone, villa, vovse og to børn, lige indtil den skruppelløse forbryder Bill Cox trænger ind i hans hjem og ved hjælp af en håndfuld lejesoldater, tager familien som gidsler. Cox, der har haft familien under observation et år før angrebet, har brug for Stanfields ekspertise til at hacke sig gennem bankens sikkerhedssystemer, lænse den for 100 millioner dollars og derefter påtage sig skylden. Det er nu op til Stanfield at rede sig selv og familien ud af den penible situation.
Firewall er en af de film der spiller på det skræmmende faktum, at praktisk taget alt hvad vi fortager os her i livet kan blive overvåget, registreret og brugt imod os hvis det skulle vise sig nødvendigt. Dette er dog næppe noget der vil berøre den menige boger, der ikke har et passende udbytte på lager der står i proportionelt forhold til de anstrengelser der er påkrævet for at gennemføre et kup som man ser det i filmen. Derfor er der også blevet indlagt en lille sekvens i Firewall hvor Stanfield bliver præsenteret for en regning på et par tusinde dollars fra et online spillefirma han ikke kender til. Det er naturligvis en lille chikane fra skurken Bill Cox side. Når man tager Cox plan om et samlet udbytte på 100 millioner dollars in mente tilsammen med hans årelange planlægning af kuppet, kan det virke latterligt at han, med sit gudekompleks, vil nedværdige sig selv til sådanne små chikanerier. Men sekvensen er med for at minde det menige publikum om hvor sårbare vi er ved at sætte Stanfields problem ned i et målestoksforhold hvor vi kan være med.
Hele denne skræmmende problematik der trækker tråde tilbage til George Orwells 1984 fra 1949 er efterhånden set fremstillet til hudløshed i utallige thrillere, hvoraf Firewall ikke skiller sig synderligt ud fra mængden. Faktisk tilføjer den intet nyt til genren ligesom Harrison Ford i rollen som Stanfield ikke tilføjer noget nyt til Harrison Ford. Efterhånden er det ved at være et fedt om han kalder sig Richard Walker (Frantic 1988), Richard Kimble (Flygtningen 1993) Jack Ryan (Patioternes Spil 1992) eller Jack Stanfield som i Firewall eller hvad han kalder sig. Han er den menige amerikaner med det skæve smil der når familien kidnappes (og Harrison Fords familie bliver jo konstant kidnappet) forvandles til den sammenbidte forkæmper for den amerikanske drøm og de gamle grundlæggende familieværdier. Kritiske ryster vil muligvis påpege at nu har vi set Harrison Ford spille Harrison Ford længe nok og om det måske ikke var på tide at sætte manden på pension, men vi andre kan glædes over det velkendte gensyn med gamle onkel Ford.
Alt i alt byder Firewall ikke på noget der kunne minde om overraskelser eller tiltag til fornyelse overhovedet, men giver i stedet en gennemgående følelse af deja-vu der dog virker behagelig tryg. Og selvom man ved at familien bliver redet og skurken slået ihjel, er det stadigt underholdende at følge Fords famlende forsøg på endnu engang at rede sig ud af en håbløs situation. Richard Loncraine (Wimbledon) har med (alt for) rutinepræget hånd instrueret løjerne og Paul Bettany (Gangster No. 1, Dogville) gør en pragtfuld skurk med lidt af det samme psykopatiske og næsten androgyne look der sendte Cristopher Walken op på stjernehimlen. Næste gang vi møder Bettany bliver som albinoen Silas i filmatiseringen af Dan Browns Da Vinci Mysteriet.
Tre patriotiske kip med dannebrog til filmen og Ford for gammel venskabs skyld, samt til vores egen Nikolaj Coster-Waldau i rollen som en af Cox håndgangne mænd.
