Forsikringsmanden Tim Lippe (Ed Helms – Tømmermænd I Vegas) sendes til kongres i Cedar Rapids for at repræsentere sit firma Han er ganske vist lidt den tilbageholdende og anonyme type, og ikke vild med at skulle af sted for at spise kirsebær med de store i branchen. Derfor åbner der sig en helt ny verden for ham, da han ankommer. En verden der ikke er så nem at gebærde sig i, når man har det lidt svært med at socialisere, ikke bryder sig om alkohol og er lidt af en tryghedsnarkoman når det gælder kvinder. Tim elsker kun sin gamle skolelærer (Sigourney Weaver - Alien-filmene), som han dyrker sex med en gang om ugen og som han faktisk betragter sig selv som forlovet med. Tim får også strenge ordrer fra sin chef om at holde sig fra en anden kongresdeltager ved navn Dean Ziegler (John C. Reilly – Diktatoren), som er en ustyrlig festabe der har det med at gøre sig selv til uheldigt centrum ved disse kongresser. Skæbnen vil dog at Tim og Dean kommer til at dele værelse under opholdet i Cedar Rapids, og så må den tørre kiks til Tim kapitulere, og snart viser han sig en side af sig selv som han ikke kendte. Stærkt inspireret af Dean, kommer der fart over feltet, og det bliver en firmatur som Tim sent vil glemme.
Det er Miguel Arteta som står bag Firmaturen (som er blevet den danske titel). Han er vant til de lidt letbenede tv-serier og film i samme genre, hvor lidt humor og forviklinger tilsættes platheder. Selvom Tim som omtalt er en stivstikker, så klarer hans omgivelser så rigeligt at lave patvridere, sætte ild til en prut og fyge om sig med lummer snak under bæltestedet. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men absolut heller ikke noget nyt omkring. Firmaturen bliver sådan en blød mellemvare som er lige dele sjov og ligegyldig. Man kunne sagtens have boppet gags og løjer endnu mere op, men det havde næppe hjulpet på det samlede indtryk. For naturligvis er der mere i det end blot en dannelsesrejse for Tim. Han skal også have afdækket alle de hemmeligheder som kongressen oser af. Der er nemlig en højst eftertragtet præmie på spil, og den kan åbenbart købes for den rette pris.
Firmaturen har vel til formål at få folk til at grine ved at bruge de klassiske fifs som mand på dybt vand, umage makkerpar og skøre indfald som nøgenbadning, wedding crashing og godt med sprut og stoffer. Det bliver bare ret hurtigt trivielt og lidt kedeligt. Det er nu ellers en stjerneparade af skuespillere som har stillet sig til rådighed, men hvorfor har jeg lidt svært ved at forstå. Rollelisten omfatter også Anna Heche (Wag The Dog, 6 dage 7 Nætter), Stephen Root (Crocodile Dundee II), Kurtwood Smith (Worst Week) og Rob Corddry (Hot Tub Time Machine). Men selv ikke disse solide navne kan redde stumperne. Filmen er hurtigt set og hurtigt glemt og jeg skynder mig at skyde 3 stjerner efter Firmaturen, inden jeg har glemt hvad den handler om.
Bonus Materialet tager dig bag om optagelserne og fokuserer på skuespillernes specialtræning som f.eks. stepdans. Du kan også se fraklip, hvor tingene går helt galt. Du kan se reklamer for de fiktive forsikringsselskaber og en stribe slettede scener. Det er dog blot et lille udpluk af hvad der er i vente her.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.