Skriv en kommentar
Alan Berliners dokumentar om sin mors fætter, Edwin Honig, er vigtig. Rigtig vigtig. Ikke for HVAD den fortæller, men HVORFRA den fortæller det. Ikke fordi den handler om noget så dybt deprimerende som alzheimers, men fordi den for første gang forsøger at se sygdommen indefra. I førsteperson. “Jeg er interesseret i din oplevelse,” siger Berliner i filmens begyndelse, “Hvad det vil sige at være dig, lige nu”.
Honiger var før sin lidelse en højt agtet poet og professor som ikke kun oversatte de største værker til et utal af andre sprog men også frembragte sine egne - et virke, der fik ham slået til ridder i to lande. Dermed kunne Berliner så let have gjort "First Cousin once Removed" til en klagesang om tabet af en stor begavelse. I stedet bruger Berliner stumperne af Honigs sproglige geni, til at lære verden om, hvad det vil sige at leve uden fortidens forsuringer.
Og det gør en formidabel forskel. Vores patient er ikke bare en umælende jammerkommode i forfald. Vel har Honig alzheimer, men han har også en strålende poetisk og lærd begavelse, og dén gør ham i stand til at beskrive store dele af sin opløsning indefra. I de 5 år det har tager Berliner at lave sin dokumentar og Honig at forvitre til en grøntsag.
Det er en process Berliner sætter på spidsen med sin radikale montageteknik, hvor han flere steder springer buk gennem 5 års udvikling i løbet af sekunder. Voldsomst er det tidligt i filmen, hvor Berliner monterer 5 år med ankomster og velkomster i døren. Honig hilser hver gang Berliner en smule anderledes; fra glædelig genkendelse hen over forvirrede anelse til ren benægtelse af noget slægt- eller bekendtskab..
Når Alan Berliner spørger, så svarer Honig. Så godt han kan. Med korte fyndige og ofte selvmodsigende sætninger, der ligesåvel kan være vrøvl som dybe digteriske indsigter. Honigs sproglige og mentale afmagt bliver ofte mere kilde til ny poetisk undren end den frustration og fortrydelse, som vi ellers forventer os af alzheimerpatienter; "Hvad jeg ikke kan husker, er hvordan det føles at huske" siger Honig den ene dag og den anden: "Jeg ved at der er en fortid og at jeg levede i den, men jeg gave den bort. Jeg lever kun i nutiden."
Flere steder klipper Berliner til broer der skylles bort og dæmninger, der brister. Metaforer for den faste grund, som hukommelsen er for vores sprog og bevidsthed. Og det er rapporterne om den erosion, som Honig i kraft af sin lysende begavelse kan levere. Man fornemmer et menneske med fødderne plantet i sand, som trækkes tilbage ud i havet med den sidste bølge. Og Honig beskriver mest hvordan det kilder.
Flere steder hører vi Honig lave piplyde undervejs, og tænker først, at det er hvad han har fået: pip. For jo mere fremskreden han er i sin sygdom, jo mere pipper han. Men senere erfarer vi, at Honig bruger timer oven på timer på at tilkalde og tale med fuglene uden for sit vindue. Der noget forunderligt over det. Som om Honig accepterer at smide talesproget som en ham og træde ind i en mere nøgen og barnlig omgang med sin verden. Hvor dyrene får stemmer og skoven svarer, når man råber i den. Vel er her angst og frustration, men mere end det er der accept og bevidsthed om uundgåeligheden af en process, ikke ti vilde heste kan vende om.
Men Berliners portræt er også et menneske og individ i slutningen af et liv, på toppen af et bjerg af minder og relationer, som står i skærende kontrast til det rene og uskyldige NU, som Honig befinder sig i. Honig var vel nærmest et dumt svin i sin velmagtsdage. Især over for sine børn, som aldrig levede op til hans forventninger. Dokumentaren indarbejder en radikalt klippet montering af fortidigt billedmateriale - fotoer og filmstrimler, af forældre og børn, elever og kolleger - på "nutidige" interviews for at vise kontrasten og sammenhængen mellem den patriarkalske professor fra fortiden og den barnlige olding i nuet. Det er voldsomt og slående, og det besvarer spørgsmålet "Hvem er Honig og hvornår holdt han op med at være Honig?" med et nyt.
På den ene side har "First Cousin once Removed" et værk om tiden, der mere skrider end går; om et menneskeligt forfald, der vækker en sugende dødsangst. Og på den anden side er dokumentaren en mild og forundringsfyldt oplevelse af nu, som Honig og Berliner fremkalder i de mange berigende samtaler, som dokumentarens essens og adelsmærke.
Hvis filmen vil mere end at udforske, så er det at flytte os ud over angsten. Til der hvor freden og forundringen findes. Det viser Berliner bedst i scenerne, hvor Honig leger med sit barnebarn. Begge frygtløse og ubekymrede om afgrunden, der haster dem i møde, leger de med drengens bil og skærer ansigter og laver lyde. I momenter som disse formår Berliner at vise, at Honig lige så meget har vundet et nu som mistet en fortid. En stille samtale med den blå himmel, træerne og fuglene udenfor sit vindue. Honig selv siger: "Tid er for mig nu det jeg laver, når jeg sidder i en stol" og tilføjer "At lære disse træer at kende har betydet en stor del for mig"
