Skriv en kommentar
’Flammen & Citronen’ begynder opvakt med likvideringerne af to nazisympasitører, og slår hermed hårdt og brutalt tonen an til hvad det er, der vil ramme publikum i de 2 timer og 10 minutter filmen varer. For de to gode gutter, Flamme og Citron, inderligt skildret af Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen, myrder nazister ligeså effektivt, som nazisterne myrder. Der er altså her lagt kimen til en intens skildring af morderisk moral: Hvornår og under hvilke omstændigheder er det i orden at slå andre mennesker ihjel? I forlængelse heraf mener nærværende anmelder, at det er godt, at man har valgt, at denne film ikke også skal være for børn, men for voksne kun. Det klæder produktionen, gør den 100 % seriøs og oprigtigt og forpligtende tankevækkende.
’Flammen & Citronen’ er bygget over to virkelige personer: Modstandsfolkene Bent Faurschou-Hviid, kaldet Flammen for sit røde hår, og Jørgen Haagen Schmith, kaldet Citronen fordi han havde arbejdet på et Citroen-værksted. De var tilknyttet modstandsgruppen Holger Danske. Filmen, der har været undervejs i 8 år, bygger derfor på autentiske begivenheder på baggrund af instruktøren Ole Christian Madsens omfattende research, hvilket selvfølgelig tilføjer en væsentlig værdi til denne fortælling om aspekter ved besættelsen af- og modstandskampen i Danmark i midtfyrrerne, forrige århundrede.
Nærværende anmelder fandt først titlen ’Flammen & Citronen’ latterlig og uegnet til en seriøs film. Men det skyldes egen uvidenhed om baggrunden. Efter at have set filmen forstås den meget bedre. Der er flammer i spil, og syrlighed i gære. Titlen føles ikke længere latterlig. Den er faktisk ret fed, ret sigende. Den kaprer essensen af to mænds indædte kamp mod en overmagt. Men det skal man nok være dansk for rigtig at valuere ret. Forstå den indædte bitterhed over den tyske besættelse og nationens generelle hang til at brokke sig over alverden, og hvis det kræves: Modstand!!! Og så inkarnerer Thure og Mads som makkerparret Flamme og Citron dette så overbevisende, at nærværende anmelders modstand mod titlen hurtigt og uden nogen fortrydelse var solgt ud som det ligegyldigste i verden. Nu står titlen som en af de fedeste i dansk kulturproduktion længe.
Med en spilletid på over 2 timer kunne man tro, at ’Flammen & Citronen’ er for lang. Det er ikke tilfældet. Filmens disponering af historien om modstandfolkene og gengivelse af den historiske periode er præcist vel proportioneret. Der er hverken et øjeblik for meget eller for lidt. Koppen passer fint til kaffen, kan man sige. Det er ikke rationaliseret med noget her.
Skal der peges på 2 kritikpunkter, som gør, at vi ’kun’ lander på 5 rigtig flotte og meget fortjente stjerner, så er det sproget, der godt kunne have været mere á dengang og det moralske dilemma, der aldrig rigtig bliver kværnende nok i hovedpersonernes sind. Selvfølgelig overvejer de, hvad det er, de gør. Især efter at et lusket dobbeltspil bliver klart for dem. Men de forlader aldrig deres overbeviste adfærd et øjeblik. Man havde håbet på, at Flamme og Citron i løbet af skildringen var kommet ud i et sanseligt sitrende og konstant gnavende tvivlsorgie, hvor for og mod står lige stærkt, og derved sætter hovedpersonerne i et virkeligt paradoks, et moralsk uløseligt dilemma. Sådan bliver det ikke helt. Vi nærmer os, men den psykologiske konsekvens opleves kun som trekvart levet ud, og var den blevet levet helt ud, så eksisterede der ingen fare for, at man nogensinde ville glemme disse to voldelige helte. Som det er nu, er man nødt til at tænke selv og erindre sig deres situation for indgående selv at opleve og forstå dilemmaet ved at slå ihjel af overbevisning. Men det med at tænke selv skulle jo også været så sundt for ånden. Og hvem ved, måske er det i virkeligheden den bedste løsning på formidlingen af en så stor fortælling, at man selv må tænke lidt. Stor er i al fald filmen om modstandsheltene Bent & Jørgen, Flamme & Citron, der begge hædredes efter deres død. Se den før din lokale nazist! Anbefales varmt, inderligt, hjerteligt!! Vi likviderer dig, hvis du ikke ser den!!!
