Skriv en kommentar
Dette er TV-filmen om, hvad der skete i det fjerde fly d. 9.11 2001 – ikke at forveksle med spillefilmen ”United 93” (Greengrass, 2006) om samme tragiske begivenhed.
Imens de tre andre fly som bekendt nåede deres mål, to i Twin Towers og et enkelt i Pentagon, nåede det fjerde fly, Flight 93 ikke frem til målet, der sandsynligvis var Det Hvide Hus. Som det nok er de fleste bekendt nåede flyet ikke frem, fordi passagererne forhindrede det. Via mobiltelefon opdagede de, hvad der var sket med de øvrige tre fly; altså måtte også dette være en selvmordsmission. Passagerne satte sig til modværge overfor de fire flykaprere; resultatet blev at en masse menneskeliv og Det Hvide Hus sandsynligvis sparedes – men samtlige passagerer, besætningsmedlemmer og flykaprere gik til, da flyet af flykaprerne blev ført til kollision mod en mark.
TV-filmen er, som forteksterne siger det, en hyldest til passagerne og besætningen på flyet. Man kunne have frygtet en noget vammel og patriotisk omgang med de voldsomme og tragiske begivenheder. Det er heldigvis ikke tilfældet; tværtimod er filmen bemærkelsesværdig afdæmpet og desto mere indtrængende. Ikke mindst fraværet af stjerne-skruespillere – et helt bevidst valg ifølge ekstramaterialets udmærkede featurette – bidrager til dette; her har vi en gruppe ganske almindelige mennesker der var så uheldige at befinde sig på Flight 93 d. 9.11 2001. Man skal dog ikke forveksle dette med autencitet, dertil er ”Flight 93” for dramaturgisk konventionel. Her er ingen overraskelser hverken på billede-, lyd- eller fortællingssiden; den glatte kontinuitet, vi er så vant til fra amerikanske (TV)film, brydes på ingen måde; ethvert optræk til uofficielle/ukonventionelle fremtillinger af de voldsomme begivenheder afholder instruktør og manusforfatter sig fra - fra faktiske spekulationer i om millitæret skød flyet ned og til dramaturgiske overraskelser, fx en ukonventionel samtale eller begivenhed midt i tragikken. På den anden side er det netop det ”lykkelige” samspil mellem filmens og menneskenes konventionalitet ud af hvilket den heroiske fælles handling udspringer, der er filmens styrke.
Ikke overraskende er det der gør størst indtryk passagerernes samtaler der udvikler sig til afsked med familie, over mobiltelefonerne. Samtaler man så at sige har dokumenteret ved de efterladte vidner. Det er ikke vise, kloge ord der udveksles, men først og fremmest forsikringer om kærligheden; afskeden er banal og hjerteskærende. Et helt særligt indtryk gør det, da luft og jord forbindes i et Fadervor; noget manusforfatter Nevin Schreiner uden videre og i virkeligheden upolemisk kan lade finde sted (om det faktisk var tilfældet eller ej); for hvornår ellers fremsige den bøn, hvis man er bare det mindste kristen? Bønnen står selvklart i skærende kontrast til de fundamentalistiske flykapreres bøn, imens de styrer flyet mod jorden.
Iøvrigt savner man en egentlig fremstilling udover den noget stereotype af flykaprerne. Et kort klip af ”pilotens” rituelle morgenbarbering, og et ligeså kort klip af hans optræning foran en papudgave af fly-cockpits mange instrumenter, giver ikke meget indblik i kaprernes baggrund, tanker og følelser.
Ekstramaterialet består af en featurette og et kommentatorspor. Featuretten beskriver kort men præcist arbejdet før og under optagelserne. På kommentatorsporet fortæller instruktøren Peter Markle og manusforfatter Nevin Schreiner. Interessantest er det at høre om Schreiners indsamling af det baggrundsmateriale, den dokumentation, der ligger til grund for manus og film. Markle har ikke så meget interessessant at fortælle, al den stund der ikke er gjort meget for at give historien en spændende vinkel eller fremstilling.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
PAN Vision.
