Skriv en kommentar
Alle kulturer – store som små - har deres uhyrer. I Brøndby hedder uhyret FCK, og i FCK hedder uhyret Brøndby. Indvandrere udgør uhyret for et stigende antal danskere, og hos nogle indvandrergrupper er uhyret danskere. Fælles for denne opfattelse af ’det onde’ er, at den baserer sig på kulturers frygt for det ukendte, det anderledes. Det er den indre svinehund, der glammer.
Det handler Fluernes Herre om. Eller snarere: Det handler Fluernes Herre også om. For egentlig handler filmen om en flok drenge, der skal evakueres fra en verden i atomkrig. Men deres fly styrter, og de strander i god behold på en øde ø. Her forsøger de at opbygge en kultur. Gruppen splittes bare i to dele: Den oprindelige del, hvis mål er at komme hjem, og den nye fraktion af selvudråbte jægere, der opbygger en primitiv stammekultur.
Og de her drenge leger ikke bare, at de er en stamme. De fører den helt ud i livet i al sådan en kulturs grusomhed. De pæne britiske drenge bliver for nogles vedkommende mere og mere dyriske, som handlingen skrider, mens andre forsøger at holde hovedet koldt og rationelt.
Baggrunden for splittelsen og opbygningen af stammen er uhyret. Det uhyre, drengene tror, lever på øen. Gennem deres barnlige fantasi opbygger de en fælles frygt for et fiktivt monster. Et monster lige så fiktivt som ideen om, at alle FCK’ere, BIF’ere, danskere eller indvandrere kun vil mig og mine omgivelser ondt.
Så herligt er det, at filmen via drengenes verdensopfattelse kan bruge det symbolet ’uhyre’ om en kulturs forkvaklede idé om en syndebuk eller fjende. Symbolet stammer naturligvis fra William Goldings roman fra 1954 – Golding modtog i øvrigt Nobelprisen i 1983. Og generelt skylder filmen forfatteren en pæn position kredit. For filmens manuskript holder sig autoritetstro til romanens allegoriske plot. Meget klogt.
Det vrimler nemlig ikke med filmisk overskud i Peter Brooks værk. Den lider især under nogle sære udsving i lyden og en kantet klipning, hvilket dog kan tilskrives filmens alder på fyrre år. Desuden støder Brook ind det tilbagevendende problem, når film baserer sig på børneskuespillere: Deres præstationer svinger med pendulfart fra Far til fire-niveau til Haley Joel Osment-niveau, altså fra det pinlige til det professinelt indfølte.
Så det, der alligevel gør ’Fluernes herre’ til en seværdig film, er ene og alene handlingen. For historien om, hvor tæt vi mennesker egentlig bevæger os på grænsen af det dyrisk primitive, selv om vi bryster os af moderne og reflekteret civilisation, har lige så stor væsentlighed i dag som dengang.
Ekstramateriale:
Kun to skrevne biografi om instruktøren Peter Brook og hovedrolleindehaveren James Aubrey – to fyre, der egentlig kun er parenteser i filmhistorien.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Criterion Film.
