Skriv en kommentar
De bliver ofte dæmoniseret, udvist, talt ned til og svinet til af diverse politiske partier og befolkningen. Følelserne går højt til vejrs, når debatten om flytningen finder sted. Nu får vi en ganske personlig fortælling fra den 36 årige veluddannet akademiker Amin, der kom til Danmark som 15-årig. En meget påvirket og traumatiseret ung mand fra Afghanistan.
”Take on me” blæser ud af højtalerne. Alt virker som glade dage, hvor den unge Amin render rundt i 80’ernes Kabul i Afghanistan. Stilheden varer dog ikke evig, da Amins bror bliver kaldt i krig. Det er sjældent, at de unge mænd vender tilbage fra krigens rædsler, så hele familien beslutter sig for at flygte. De får først et turistvisum til Moskva, Rusland, men det bliver hurtigt en meget farlig rejse at komme videre.
Instruktøren Jonas Poher Rasmussen mødte for første gang Amin tilbage i gymnasiet. Dengang var han meget tavs og skulle lære det danske samfund at kende. Alle havde fået fortalt, at hele Amins familie var døde, og derfor var han flygtet til Danmark. Efter mange års venskab kommer Poher Rasmussen under huden på hans gode ven og får for første gang sandheden. Der er valgt at anvende animation til at illustrere dokumentaren. Dette kan skyldes anonymiteten fra den medvirkende, men det skaber også for- og nutidens rædsler med de bløde og fine penselstrøg.
Det er tydeligt, at denne dokumentar kan åbne dørene op for hele debatten om flytningen, men Pohner Rasmussen har dog været mere interesseret i at skabe et empatisk og ærligt portræt af sin ven. Dokumentaren viser hvordan Amin fortsat er påvirket af traumet, hvordan dette har kastet en lang skygge ud over Amins voksenliv.
”Er det her hasselnødder”? Ej, det er det måske ikke”. Dette siger Amins kæreste Daniel, da de er ude og kigge på hus sammen ude på landet. Det står i skærende kontrast med Amins fortid, at sådan en banal og ligegyldig samtale kan være vigtig for valg af hus. Hans kæreste er meget forstående og sød, men kan slet ikke relatere til sig til den fortid, som Amin har gået igennem og de traumer, han fortsat døjer med.
At være homoseksuel virker også som en fuldstændig banalitet at snakke om, men i Afghanistan er der ikke engang et ord for det, da det ikke bliver anset som almindeligt. Derfor bliver der både kæmpet med identitet og seksualitet i en allerede rystet krop.
”Flugt” er en imponerende, følelsesladet og rystende fortælling. Vi får et meget empatisk portræt af en ung mand og det er en fornøjelse at høre hans livshistorie. Vi føler alle, at han nu kan søge den tryghed, som de fleste af os mennesker fortjener. ”Flugt” vil sætte sig fast i kroppen, som et dels ubehageligt, men vigtig livsbekræftende portræt.
