Skriv en kommentar
I efteråret 1981 var jeg med et højskolehold på tur i Sønderjylland – og den 25. november så vi bl.a. Nolde-museet syd for grænsen og hjem langs vestkysten, som var oversvømmet og dækket med grene, træer og hvor dén dag var emnet om dige bygninger på det højeste. Den 24. november 1981 nåede vandstanden op på 4,30 m i Esbjerg Havn, som følge af stærke storme – og den højeste vandstand nogen sinde blev målt på Mandø – hvor seks huse blev totalt ødelagte og 300 dyr druknede. Og der blev talt om manglende diger langs Vadehavet – men som én sagde: Bygger vi et dige syd på – får de vand ind længere nord på. Vandet skal nok finde vej ind i landet.
Og som filmen viser: Livet går videre på Mandø. Vi har jo været vant til oversvømmelser altid – men nutidens journalister kommer kun filmende i Horsens og Roskilde, når en kælder står i vand, og vi skal høre på de aber i Østdanmark.
Og vi ser TV2 røde vejrudsigter med stormvarsler de næste dage – og Grete siger til sin sygdomsramte mand: ”Vi får lidt blæst.”
Vi følger øens 27 beboere – meget rørende både til Mies 99 og 100-års fødselsdag – hvor hun skal puste lys ud – og med indkøb hos den lokale købmand, hvor vi hører om nymånens kræfter, at Ingeborg ikke sover tre dage før og tre dage efter nymånen – og fuldmånens tiltrækning – de siger: ”Vi har jo oversvømmelse to gange om dagen” ved den synlige ebbe og flod - tidevandet -, og den stigende vandstand ses snigende ind på land – og Mie havde den sorg, at hendes eneste søn druknede på vej hjem fra fastlandet. Men livet går videre.
Ellers følger vi mest den sidste lidt for tykke landmand på øen – Gregers – som med en usynlig politimand – både kan ryge cigaretter og se film på telefonen– mens han snakker med hunden og skal vise sig for filmholdet ved at han med en lille minilæsser kan køre på to hjul for at vælte med to store halmruller – og vende tilbage til fire hjul og fortsætte legesygen med en cigaret i munden. Han har meldt sig til TV2s ”Landmand søger kærlighed” – men det skal ikke afsløres, hvordan det går ham. Det nye for ham er, at en drone kan holde nogle af ”de skide gæs væk, de æder jo halvdelen af mine afgrøder” – mens vi ser øens største indtægtskilde, turistguide Preben med traktorbussen vise øens seværdigheder med muntre historier og bl.a. om stormen i 1981.
Vi får mange historiske faktas om øen – bl.a. at ved den store oversvømmelse i 1634 druknede alle på øen, og syv mandøboer på fastlandet overlevede – og vi hører om ornitologen Niels, som rapporterer tilbage om de manglende ryler og andre trækfugles tilbagegang – mens vi ser de naturskønne ”sort sol” i aftenlyset – så på den måde er filmen også med til at vise naturens ændringer på et stillestående samfund – og vi hører vibens karakteristiske tone – mens vi ser dens lyserøde stribe på Niels´ lydoptagelser, computerskærmen. Og dét høres tydeligt, at det er en af vores fornemmeste lyddesigner, Peter Albrechtsen, der giver os fuglens strofer ind i kroppen fra alle sider af Mandø.
Vi er også med til søndagsgudstjenesten – og det er lidt uvirkeligt at se de fem kirkegængeres syn, da fastlandets præst for forudsigeligt holder tale over Noas Ark i 1. Mosebog – om Syndfloden, hvor alle mennesker, dyr og de højeste bjerge oversvømmes, da Gud blev vred over de syndige mennesker.
Det er en smuk start på CPH:DOX som vi ført gennem et øsamfund med 27 beboere – og fire døde under filmoptagelserne – på en ø, hvor der tidligere har boet 300. Jeg synes det er lidt ærgerligt, at ordet klimaforandringer skal fylde så meget i tiden og vi ikke bare kan nøjes med at nyde Ellen og Ingeborg tanker i købmandshandlen – om det at leve på en ø og se naturens forudsete kræfter.
