Skriv en kommentar
Fra TV og film kender vi hende fra bl.a. ”Taxa” (DR. 1997 - 99), ”Krøniken” (DR 2004) og Anders Refns Gustav Wied-filmatisering ”Sort Høst” (1993) og så selvfølgelig som forsanger i ”Sweethearts” der har turneret landet rundt utallige gange i over 25 år.
Nu har skuespiller, sanger og forfatter Pernille Højmark så begået en selvbiografi. Og når man læser covertekstens citat: ”Der kommer en dag, hvor man må tørre sine salte tårer, ranke ryggen og se hele lortet i øjnene” spændes forventningerne voldsomt op om, at nu skal der erkendes for fuld udblæsning.
Det er dog ikke tilfældet. Da Pernille Højmark efter at være forladt af sin mand sætter sig i flyet til Buenos Aires er det næppe første gang hun erkender, hvordan landet ligger med mændene, temperamentet, alkoholen, jointsne og en voldsom barndomshistorie. Og det er samtidig også det bedste man kan sige om selvbiografien; at forfatteren uanset hvor flov hun kan være over at vågne op efter en våd og voldsom nat igen og igen kan se sig selv i øjnene – og så gentage festen; for sådan er hun.
Så selvom rejsen efter skilsmissen, først til Buenos Aires i Argentina, så til Fortaleza i Brasilien og så til Tanzania, Afrika og så hjem igen, angiveligt er med forsæt om at erkende fortiden og bryde et mønster – som ikke mindst coveret lægger op til – så er rejsen snarere udtryk for den Penille der altid har været på godt og ondt. Og det er vel i grunden ikke så galt. Ikke uden en vis stolthed citerer hun en kendt skuespillerkollega for at sige, at festen først lukker, når Pernille danser på bordene. Koble det så med hendes formaning til den nu skredne ægtemand, da de blev kærester: ”Please, lad være med at opdrage på mig. Jeg tåler det meget dårligt, og det hjælper heller ikke. Bare stol på, at jeg gør, hvad jeg kan”, ja så har man et meget præcist billede af den Pernille Højmark som forfatteren gang på gang beskriver.
Helt i Højmarks ånd er der fart over feltet i beretningen. Der lægges ud med afrejse fra København i januar 2013 og afsluttes med tilbagevenden til Danmark i april samme år. Undervejs er bogen angiveligt skrevet og nu så udgivet ultimo oktober 2013. Sådan! Som sagt er der ikke store erkendelser undervejs. Det er svært at se at skriften genererer indsigter for Højmark – ligesom det er svært at få øje på, hvornår hun faktisk sætter sig roligt ned og skriver undervejs. Men der berettes fra selve rejsen og der erindres fra barndom til nu med distinkte nedslag undervejs.
Størst indtryk gør kapitlet hvor Højmark beretter om de to år, hvor hun og storesøsteren da de er 10 og 12 år tager op til deres far på Grønland. Moderen bliver hjemme. Faderen er dybt alkoholiseret. Men det lykkes dem at passe skolen, mere eller mindre, holde hus og jævnligt hente faderen på værtshuset, hvis han da ikke bliver væk dage i træk.
På trods af grønlandstiden er Højmarks kærlighed til faderen udtalt, bemærkelsesværdig og hjerteskærende. I kapitlet går vi ned i tempo og man fornemmer at her er basalt dannende år for forfatteren.
Derudover er der meget underholdende beskrivelser af hendes vilde ungdom i Paris i 70´erne og på Århus teaterskole i 80´erne. Men størst indtryk gør hendes kærlige beskrivelser af hendes umage forældre, kulminerende med faderens dramatiske selvmord. Det ligger lige for at Højmark spejler sig i faderen, og en form for anerkendelse af at leve hans kunstneriske side ud kommer vel også til udtryk. Alligevel sidder man tilbage efter endt læsning med en fornemmelse af, at bogen dybest set ikke var nødvendig for Højmark at skrive.
Bogen er venligst stillet til rådighed af:
Politikens Forlag
.
