Skriv en kommentar
Det skal med det samme nævnes, at jeg ikke har set den originale 80’er-udgave af ”Footloose” med Kevin Bacon i wifebeater og lidt for højtaljede cowboybukser. Rundstyk’! Jeg vil straks efter overstået anmeldelse gå ud og dyppe mig i tjære og rulle mig i fjer!
Historien er som følger: Teenageren Ren ankommer til den lille sydstatsby Bomont med rejsestøv på de slimfit cowboybukser som nok en hipsterficeret reinkarnation af James Dean. Hans mor er død af kræft, og Ren er nu flyttet fra storbyen Boston for at bo med sin onkel og tante. Han får et job, han får en bil, og han passer selv som en god dreng – indtil han kommer på kant med loven for at spille for høj musik på sit bilanlæg (som han selvfølgelig selv har bygget, så han får de obligatoriske oliepletter på sin hvide T-shirt).
Det viser sig nemlig, at høj musik, alkoholindtag og ikke-superviseret dans er forbudt for byens unge. Ikke at de tager sig af det – mindst af alle præstedatteren, Ariel, der gerne danser de forbudte trin, helst iført shorts, der næsten kvalificerer sig som underbukser.
Kan I gætte, hvem der tiltrækkes af hinanden? Men Ariel har en kæreste med nogle ordentlige bonderøvsmuskler, og hendes far er desuden en af hovedkræfterne bag danseforbuddet. Ren er heldigvis en vred, ung mand, der ikke vil finde sig i at andre bestemmer, hvornår han må lave piruetter, så han sætter alle kræfter ind på at få ophævet forbuddet i tide til det institutionaliserede parringsritual, afslutningsballet.
En dansefilms fremmeste kvalitet må være at give publikum lyst til selv at iklæde sig noget lårkort og ryste, hvad der rystet kan, men dansescenerne i ”Footloose” er desværre en tam affære. Der er lidt breakdance og hiphop og for at det ikke skal være løgn også en snas linedance, samt en ordentlig bunke gymnastisk krumspringeri fra Kenny Wormald (Ren), der i øvrigt har været danser for Justin Timberlake. Alt sammen lettere uinspireret og underligt ugraciøst, og det virker ikke rigtig som om de rent faktisk kan lide at danse.
Og så er der selvfølgelig den helt centrale pardans, hvor helten og heltinden finder hinanden i den fælles forførelse, de synkrone bevægelser og de lokkende blikke. Men det er desværre en uskøn forførelse. Julianne Hough (Ariel) danser, som om hun fiskede efter at få dollarsedler i trussekanten, og hvad der kunne have været sensuelt, bliver bare platsexet og mekanisk.
Filmen gør et ærligt forsøg på at være rå og rebelsk, og det lykkes heldigvis i en grad, der giver en film, hvor der altså også popper bibelcitater og halvslatten tilgivelsesmoral op, lidt mere kant. Især den ekstremt høje voldsfrekvens overraskede, og selvom volden for det meste er relativt ubegrundet og i virkeligheden ret afstumpet, liver den sgu alligevel sagerne op (når de ikke kan danse, må de jo slås). Og det er ikke engang kun de onde, der slår: Ariel slår sin kæreste, kæresten slår hende, Ariels veninde tæver en ubehagelig ungersvend med en flaske, farmand præst stikker også flade ud, og Ren begår – all in good fun – tilnærmelsesvist mordforsøg på Ariels kæreste (det er han dog selv lidt ude om).
Skuespillet er middelmådigt, men der er vel heller ingen, der ser dansefilm i forventning om de helt store, åndedrætsberøvende Marlon Brandoske udfoldelser. Dennis Quaid som pastoren kan man ikke sætte en finger på, og den ukendte Miles Teller, der indtager rollen som det humoristiske sidekick, er ikke bare dødcharmerende, men også helt troværdig.
Nåh ja, jeg var underholdt. Men hvis jeg skulle slå hul på sparegrisen for en dansefilm, ville jeg nok hellere investere i originalen for at se om Kevin Bacon dur til noget – den har trods alt overlevet over 20 år, hvorimod nyindspilningen nok er glemt i eftermiddag.
