Skriv en kommentar
Franske film har altid kunne levere noget helt særlig. Alt lige fra det flotte sprog til deres afspejling af samfundet, hvilket er derfor, der er meget universel succes. Folk kan relatere til deres fortællinger. Nu er det så tid til et vaskeægte brødredrama, som solgte rigtig mange billetter i hjemlandet.
Thibaut (Benjamin Lavernhe) er en verdenskendt dirigent, der rejser jorden rundt og nyder stor succes. Efter en meget alvorlig diagnose skal han nu bruge en knoglemarvs donor og opdager, at han har en biologisk bror, Jimmy (Pierre Lottin), der arbejder i en skolekantine og spiller trombone i et lille marchorkester.
De to brødre kunne ikke være mere forskellige, men én ting forener dem: deres passion for musik. Thibaut ser et særligt talent i Jimmy og beslutter sig for at rette op på skæbnens uretfærdighed. Kan musik bringe dem tættere sammen og ændre Jimmys liv for altid?
Der er ikke en finger at sætte på skuespillet. Meget nuanceret og underspillet. Hovedrollerne leveres med en naturlighed og varme, der gør karaktererne både troværdige og elskelige. Særligt relationen mellem de to brødre er filmens følelsesmæssige kerne – og det er i deres konflikter, at filmen for alvor gør indtryk. Især Pierre Lottin viser Jimmys frustrationer over det liv, han føler, han burde havde levet. Hvis han havde haft en opvækst med hans bror.
Bag den lette tone gemmer der sig flere stærke “hvad nu hvis”-momenter: Hvad hvis brødrene ikke var blevet adskilt? Hvad hvis de havde haft de samme muligheder i livet? Kontrasten mellem den succesfulde dirigent og den musikalsk begavede, men fastlåste bror, der arbejder i en kantine og bor hos deres mor, er skærende. Når den ene forsøger at hjælpe den anden – tilsyneladende i god tro – føles det for modtageren som nedladende og grænseoverskridende. Det skaber intense og rørende skænderier, hvor både stolthed og gamle sår kommer op til overfladen.
Filmen indeholder flere øjeblikke, der fremkalder både smil og eftertænksomhed. Enkelte scener kunne med fordel have haft mere tid og dybde, men helhedsindtrykket er stadig varmt og menneskeligt. Det er en film, der både underholder og prikker lidt til samvittigheden – en fortælling om familie, ulighed og længslen efter anerkendelse.
"For Fuld Musik" er en charmerende og tankevækkende film, der viser, at selv feel-good kan bære på alvor. Musikken forbinder brødrene, men filmen viser også et samfund i forandring – hvor arbejdet forsvinder, fabrikker lukker, og uligheden vokser. Disse kontraster bærer fortællingen igennem – med masser af hjerte, humor og fransk charme.
