Skriv en kommentar
Atafeh og hendes bedste veninde Shireen (spillet med karisma, lethed og nærvær af hhv. Nikol Boosheri og Sarah Kkazemy) eksperimenterer med deres spirende seksualitet, da Atafehs bror, Mehran, dukker op. Han har været indlagt til afvænning for sit narkomisbrug og ved hjemkomsten mødes han som den fortabte søn. Mehran har lagt sit tidligere liv bag sig og omfavner nu den voksende religiøse ortodoksi som en lejlighed til at sone. Her involverer han sig i Teherans religiøse hemmelige politi, hvis opgave bl.a. består i at slå ned på ethvert tiltag til vestligt fordærv. Efterhånden pådrager pigernes romance både brorens og politiets opmærksomhed.
"Forbudt Kærlighed" er Maryam Keshavarz spillefilmsdebut som både instruktør og manuskriptforfatter. Og som sådan er det en overrumplende stilsikker debut - ikke kun i betragtning af hendes bagkatalog som instruktør, der kun tæller en dokumentar og to kortfilm (heriblandt ” The Day I died” som indbragte to priser på Berlin International Filmfestival) men også i sin egen ret.
Keshavarzs debut er samtidig et slående modigt drama.
Forbudt Kærlighed tager et politisk glohedt emne op, nemlig homoseksualitet i et land med dødsstraf for det, samtidig med at den undgår samme mismodige, afskrækkende og ret irriterende konklusion, som mange ”lødige”, vestlige homodramaer uddrager; kærligheden må ende i tragedie og helst medføre døden for én af parterne. Selvom Irans blodige virkelighed for landets homoseksuelle nærmest opfordrer til undertrykkelsestemaer og tragedie går Keshavarz et anderledes forfriskende ærinde.
For det første: Hvad überanmelderen, Roger Ebert, fandt problematisk hos Keshavarzs heltinder, finder jeg forfriskende og nærmest pirrende. Pigernes frigjorthed. De er ligeså seksuelt selvbevidste, agressive og frihedssøgende som deres vestlige søstre, og det gav undertegnede stof til eftertanke. Jeg tænkte på Chimamanda Adichies ”the danger of one story”, der er en påmindelse til de magthavende kulturer om at høre alle historierne fra de magtberøvede kulturer. At Atafeh og Shireen ikke er ”typiske” iranske piger men netop undtagelser ser jeg ikke som historieforfalskning men som nuancering ligeså meget som retorisk provokation. Dette er en film om en emanciperet iransk ungdom, der bobler af oprørslængsel og seksuel eventyrlyst. Det er Irans oprør 2.0, hvor ligestilling er det gamle spørgsmål og seksuel emancipering er det nye.
For det andet: Atafeh og Shireens kærlighedshistorie huser meget mere poesi, erotik, håb - ja humor tilmed end deprimerende formaninger om dens dødelige risiko. Bødlernes nærvær behøver ingen påmindelse; pigernes adfærd vækker de bange anelser helt af sig selv. Men bødlerne kommer, for filmen insisterer på suspense og melodrama, og det har den fået på hatten for. At samfundet skal straffe pigerne, at broderen Mehran skal udvikle sig til en decideret skematisk skurk og at pigerne skal gøre deres kærlighed til erotisk aggresion og kamp virker måske en tand firkantet. Jeg kunne fristes til at sige, at det virker. Både fordi konflikten aldrig står alene men hele tiden facetteres af de komplekse relationer og personportrætter men også fordi dramaets logik forgriber dem: Hvordan kan pigerne dog slippe afsted med alt det?
Men hvis filmenalligevel har et problem er det dette: at Mehran på alt for kort tid ændrer sig så radikalt fra udsvævende musiker til ortodoks islamist. Hans transformation er utroværdigt og inkasserer filmen det største hak i lakken herfra. Det næststørste inkasserer farens underkastelse.
Alligevel lider filmens kerne ikke nævneværdigt. Det er pigernes forhold som er motoren, og den driver altså værket til UG. Mange andre episke homodramaer, såsom Brokeback Mountain, halter netop ynkeligt hér og det i mine øjne en langt større forsyndelse overfor tilskueren end at fortegne forhindringerne. Og så er den melodramatiske fortegnelse heller ikke større, end at farerne, som broren og det hemmelige politi repræsenter er fuldkommen rimelige og realistiske.
Melodrama eller ej, så er "Forbudt Kærlighed" i denne anmelders øjne så sanddruelig, som man næsten kan ønske sig.
