Skriv en kommentar
Force Majeure eller filmens original titel ”Turist”, er en nøgtern, neutral og intetsigende titel. Den runger nærmest af tomhed. Titlen er både humoristisk og i ordets bogstaveligste forstand filmens setting – et luksuriøst turistede, skisportsted i de franske alper. Samtidig indledes filmen med Beethovens 5. symfoni – skæbnesymfonien. Musikken er tilpasset close-ups af skilift, de naive og arrogante turister, fotosessions af forestillede lykkelige familier og et frygtindgydende panoramisk vue over det tilsyneladende fredfyldte alpelandskab – den ustyrlig natur.
Ét stereotypt billede på en svensk familie, som tager på aktiv ferie, hvor afslapning er skiture. De bor på et luksuriøs hotel midt i alperne, hvor al teknologi er på plads og indretningen i hotelsuiten er perfekt. Faderen Tomas (Johannes Bah Kuhnke) er tydeligvis alfahannen i familien og har taget sin familie på den vanlige skiferie for at koble fra sit stressede, hårdt resultatpresset arbejde. Førstedagen forløber efter drejebogen, hvor de får taget familiefoto i alperne midt i al sneen og alle fire i skidragter og klar til at stå på ski.
iPhonen og handskerne
Det er godt håndværk og intelligent fra filminstruktøren (Ruben Östlund red.) at gøre én scene til både katalysator og vendepunkt for filmens videre forløb, samt de psykologiske forviklinger, som ryster den stereotype, heteronormative kernefamilie. Det skæbnesvanger vendepunkt sker i deres indtagelse af frokosten på en café med udsigt over de snedækkede alper. Børnene er dem, som reagerer med det samme, hvor de voksne, især faderen, ikke tror på, at der faktisk er en lavine på vej mod dem. Faderens reaktion er overlevelsesinstinktet, som skyder op i ham. Han flygter for sit eget liv og ’redder’ kun sine handsker og iphone. Moderen Ebba (Lisa Loven Kongsli) kan ikke flygte i ligeså hurtigt tempo som faderen, da hun først og fremmest tænker på deres to børn.
Derefter får begge voksne nedtur, da Tomas i chok nægter sin reaktion og konen Ebba er i ligeså stort chok over, at hendes mand løb for sit eget liv og ’glemte’ sit afkom og sin hustru. Resten af filmen igennem er stemningen spændt til bristepunktet. Dette bliver bedst vist gennem pauserne, tavsheden og børnenes stille, triste blikke.
Filmens force er at den er svær at genre bestemme og den har mange temaer, som den spiller på. Den er både et komedie-drama og temasætter mand-kvinde forholdet, er et stereotypt billede på kernefamilien og viser en familie fader og karriere mand i krise.
Den svenske instruktør Ruben Östlunds tydelige budskab med filmen er, at vi mennesker ikke er perfekte uanset alder, status, køn og vi ved ikke, før vi står i det, hvordan vi reagerer i katastrofe situationer.
Filmen har nogle humoristiske pointer, men slutningen er vag og nogle af scenerne bl.a. hvor Tomas og Ebba står ude på hotelgangen og skændes er ikke troværdigt. Det virker, som man siger på svensk ’al for kunstigt’.
