Skriv en kommentar
Den russiske jøde Salomon Sorowitsch (Karl Markovics) lever det fede liv i Berlin i 30erne blandt småsvindlere, plattenslagere og smukke kvinder. Hans rygte kommer ham dog i forkøbet, og i dagene op til anden verdenskrig bliver han fanget af nazisterne og sendt i kz-lejr. Her bliver han sat i spidsen af en privilegeret gruppe af fanger, der har til opgave at lave falske dollars og pund i håbet om at ødelægge amerikanernes og englændernes valutaer.
Er man til tyske film a la Das Leben der Anderen (2006), må man simpelthen ikke gå glip af Die Fälscher (da: Forfalskerne). Stefan Ruzowitzky har skrevet og instrueret et utroligt stilsikkert og fokuseret portræt af en stærk personlighed, der af omstændighederne tvinges til at tage sin verdensopfattelse til revidering. Med sin sjette film markerer Ruzowitzky sig blandt de mest spændende europæiske instruktører i øjeblikket. Filmen er baseret en bog skrevet af Adolf Burger, som selv var en af falskmønterne, der måtte vælge mellem at hjælpe tyskerne eller blive skudt.
Som min sidemand straks udtalte efter filmen: ”Det er en film uden en falsk tone”. Og han har helt ret! Det er en lille film med en fokuseret historie, der gradvist folder sig ud og flot blotlægger menneskernes og krigens absurditeter. Især de to fanger Sorowitsch og Adolf Burger gør et stort indtryk.
Småsvindleren og kvindebedåreren Sorowitsch er en overlever af Guds nåde og ser sit arbejde i lejren som et nødvendigt onde for at overleve krigen, mens Burger er solidarisk over for krigens ofre og åbenlyst protesterer mod nazisterne. Dilemmaet for dem begge er, at de med deres arbejde er med til at forlænge og finansiere tyskernes krig. Som leder af gruppen må Sorowitsch balancere på et knivsæg mellem at holde sine medfanger i live og holde de utålmodige tyskere hen.
Filmen er helstøbt og vedkommende samt virtuost filmet. Skuespillet er fantastisk og ægte – især Karl Markovics som levemanden Sorowitsch og August Diehl som Adolf Burger er perfekt valgte. Samspillet mellem de to centrale figurer slår gnister og er med til at vise os seere vigtige menneskelige udviklinger hos de to karakterer.
Filmens fokus er ikke på de onde mod de gode, men på menneskelighed og de valg, man som person må tage under de givne omstændigheder. Chefen for kz-lejren Herzog indrømmer da også over for Sorowitsch, at han ikke tror på Nazismen, men at han som alle andre udnytter de muligheder der byder sig.
Også på grund af filmens snævre fokus bliver krigens uhyrligheder ikke penslet ud, men brugt som den faktiske ramme for karaktererne. Vi ser hvad der sker inden for hos falskneri-gruppen, mens de snakker om og hører de uhyrligheder, nazisterne udsætter de andre fanger for. På den måde bliver det skræmmende realistisk.
Forfalskerne er en film man simpelthen ikke må snyde sig selv for. Det er en lille historie i en stor historisk ramme, der efterlader et stort indtryk på seeren.
