Skriv en kommentar
Den 50-årige Claire Millaud har alle muligheder for i sit arbejde som litteraturprofessor på universitetet i Paris at få sin faglighed vist over for unge studerende og møde deres nysgerrighed. Men arbejdet stimulerer åbenbart ikke hendes lidenskaber, og derfor tager hun de mest moderne anonyme internetmuligheder i brug – hun tør – bruge sig selv, mens hun også er i dialog med sin psykiater (spillet medfølende af Nicole Garcia) – for at komme til en afklaring af ”hvem er jeg?” – og hun er skarp nok til at stille psykiateren spørgsmålet: Er det ikke som psykiater frustrerende ikke at måtte sige, hvad man mener.
Begæret
Vi følger Claires (Clare på Facebook) vej gennem de mange samtaler på sociale medier med den unge Alex og mødet på togstationen, hvor hun kender hans ansigt, men han ikke hendes – han kigger og kigger med forpjusket hår og tynd rygsæk, vender og drejer sig rundt i menneskevrimlen. Og de forsvinder hver til sit. Claire ved ikke, hvem hun er – så hun bliver ved med at forføre, og viser sit lidenskabelige begær i øjnene, i påklædningens ungdommelighed, og historien tager en drejning, og de mødes i tætte kærlighedsscener, og Alex meget rammende og morsomt siger til hende, at hun virker moragtig, mens Claires nyskabende liv ses gennem en iPhone, så hun bliver teenager igen.
Men historien er set gennem de sociale mediers løgne og vi ved ikke, hvad der er fantasi, og hvad der er virkelighed – og det lette ved virtuelt at skabe en ny identitet. Min tid som lærer i et fængsel hørte jeg et utal af historier, hvor nemt det er at lokke ældre mænd på Facebook til kønslig kontakt med 14-årige piger og mulighed for pengeafpresning. Så derved synes jeg historien er virkelig nok med Claire, der både møder kærligheden, der både trøster og ødelægger hende. Hun lever livet gennem en maske.
Og det er tankevækkende at vise en højtstående universitetsprofessor med naturlige drifter, som tør prøve sig selv af i falske kredsløb, som fik mig til at tænke på et digt af den danske forfatter Nis Petersen (1897-1943) her i uddrag:
Op vi stod at lede
- nogle efter lykke
- nogle efter sandhed,
nogle efter lysten.
Fælles for de fleste
var, da dagen hælded´:
tomme, trætte hænder.
Men vi tror på den betagende Juliette Binoche, som jeg aldrig har set så nærværende og forførende. Hun fungerer med alle, undtagen sig selv. Hun bærer filmen. Og det må ende galt, når man hele livet, vil være ung. Og som Claire selv siger i filmen: Meget tidligt i mit liv, var det for sent.
Safy Nebbou har skabt et fascinerende tilbagekast over menneskelige og romantiske ressourcer i tidens strømninger – hvor man nu kan leve et liv uden at sige, hvem man er.
