I filmen følger vi de nogle af de mennesker der i netværk af frivillige kommer vilde havpattedyr – her sæler, svaner og hvaler - til undsætning langs Irlands, Sydenglands og Hollands kyster. Klimaændringer og forurening presser dyrene mere end nogensinde.
Filmens force er at se både undsætning og redning fra dyrenes perspektiv så at sige. Og det gør den suverænt. Vel er det en konstruktion at se verden fra dyrenes perspektiv, det er nu til syvende og sidst ikke mindst instruktørens, ikke desto mindre lykkes det filmen at give os et nyt perspektiv på forureningen og klimaændringerne og ikke mindst på dyrene. Når dyrene behandles, når de reddes, når de er alene, er fokus på dyret på en måde, så man forstår de ”overgreb” som redningskvinderne og -mændene udsætter dem for. Dyrene forsvarer sig med næb og klør. Derfor er der heller ikke meget forklaring i filmen, kun lige nok til at vi forstår problematikken men samtidig bliver holdt i den uvidenhed der på sin vis er dyrenes. Det er ikke dyrenes lidelser, når de er olieindsmurte, har plastic i maven eller dybe sår i kroppen efter møde med skibene, der gør størst indtryk, men deres uvidenhed, fortabtheden, retningsløsheden.
Fotograferne Maria Grazia Goya og Robin Petrés billeder af dyrene er respektindgydende og indfølende – og ikke et grand disneyficerende. Der er stort set ingen kamerabevægelser; her frames virtuost - tingene sker i billedet og i bevægelser gennem billedet. Det må have taget tid at få de billeder i kassen! Og tid er netop hvad instruktøren således på overbevisende måde anskueliggører og lader med betydning. Det er dyrenes tid der træder frem ja vel, men også forureningens og måske allermest klimaændringernes. Her går liv til, imens redningsmenneskene, uanset hvor stor respekt man får for dem, når man ser dem arbejde, synes af meget lidt. Stormene raser og havene er i oprør og er enorme størrelser i forhold til syge og kvæstede sæler, svaner og hvaler - og de små, små mennesker.
Instruktøren Robin Petré kunne have ladet den 19 meter lange, strandede, døende hval være det afsluttende billede og på den måde sat et punktum for denne civilisation. Det har hun ikke kunnet få sig selv til. Dyrene sættes fri – men kameraet fastholdes på buret.
Filmens suveræne dyreperspektiv og ikke mindst dens originale fokus på klimaforandringerne gør den til et must-see! Som instruktøren siger det i pressemeddelelsen: ”Hvordan forholder vi os til en mulig nærfremtid, hvor selv vilde dyr har brug for dyrlægehjælp for at overleve i en verden præget af forurening og klimaforandringer?”