Skriv en kommentar
Historien om Francis fra Assisi har inspireret millioner af mennesker rundt omkring på kloden, og egentlig med rette. Hans dedikation til hans tro var noget af en præstation. Gennem årene har der været mange repræsentationer af hans liv og hans lærdom. Scorsese lavede en inspireret fortælling om Francis’ liv i ”Mean Streets”, og Franco Zeffirelli gav mandens historie et kunstnerisk spin i ”Brother Son, Sister Moon”. Så selvom denne film er naiv og romantiseret, så føles den ikke desto mindre som en passioneret filmproduktion i samme stil som de episke romerske film fra Hollywood-tresserne.
Francis Bernardone (spillet af Bradford Dillman) levede et privilegeret liv på grund af hans rige købmandsfar, Pietro (Eduard Franz). Vores historie begynder, da Francis drager mod krig og lever et liv fyldt med vin og kvinder, sammen med hans nære ven, grev Paolo af Vandria (spillet af Stuart Whitman). Men inden det store slag finder sted, er Francis hjemsøgt af mindet om en tigger, der ikke bad om penge, men om Francis’ kærlighed. Under slaget får han så en besked fra Gud om at smide sit sværd og vente på yderligere instrukser. Den nyligt spirituelle Francis underkaster sig Gud og deserterer fra Hæren.
Filmens spektakulære scener og bragende soundtrack i starten af filmen føles en smule ude af trit med historien, når man tager i betragtning skt. Francis’ passioneret omfavnelse af ydmyghed og fattigdom. Men så snart han bliver løsladt fra fængsel – hjulpet godt på vej af hans livslange veninde, Clare (spillet af Dolores Hart) – bliver filmens miljø mere barsk, idet han grundlægger franciskanerordenen og endda får et godt forhold til Paven (Finlay Currie). Hans kærlighed til Guds skabninger får ham til at velsigne alle dyrene og fører ham til Det Hellige Land under korstogene, hvor han beder om fred. Men alt det onde i verden kan ikke blive uddrevet af Francis’ dedikation, og hans drøm om at sprede Guds kærlighed er ikke helt så succesfuld. Men han bliver hyldet på grund af den livsændring, han giver de mennesker, der er omkring ham.
Manuskriptet af Eugene Vale, James Forsyth og Jack Thomas fra Louis De Wohls bog er mekanisk i strukturen (og langt fra en præcis biografi af Francis’ liv). Der er tidspunkter, hvor dialogen føles for livlig og for amerikansk i sine vendinger, hvilket får autenticiteten til at lide. En normal fejl for mange af Hollywoods kostumedramaer i tresserne. Men filmen er æstetisk set meget tilfredsstillende, om end lidt for åbenlys i sin symbolik. F.eks. sidder Francis med hvide duer op til flere gange, uden nogen egentlig grund, kun for at understrege at han er en fredens mand.
Piero Portalupis kameraføring fanger skønheden i Italiens landskab, og det faktum at der blev filmet det sted, hvor Francis i sin tid gik sin gang, øger realismen og forankrer filmen i dens historiske periode. Det mystiske soundtrack af Mario Nascimbene giver filmen et strejf af spiritualitet og guddommelighed.
Rollebesætningen gør det så godt, som man nu kan forvente af denne slags film. Dialogen hæmmer skuespillet til en vis grad. Stuart Whitman som Paolo er en perfekt antagonist, som afspejler materialisme og forfængelighed. Dillman som Francis er god nok, men når han kommer med én af sine mange taler, er han ikke nær så passioneret, som hans handlinger giver udtryk for. Han udviser ydmyghed og menneskelighed, men det er kun ren og skær skuespil og det er alt tydeligt.
Hvis filmen blev lavet i dag, ville meget af det religiøse materiale og Francis’ kommunikation med Gud sikkert blive klippet fra. Men her i ”Francis of Assissi” bliver der ikke lagt skjul på, hvad man tror og ikke tror på. Især til sidst er det tydeligt, at man er overbevist om, at Francis var i direkte kommunikation med Gud.
”Francis of Assisi” er ikke en god film, langt fra, men den er tro mod sin hovedpersons tro.
Ekstramateriale: Trailer. Derfor kun 1 stjerne.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount Home Entertainment.
