Skriv en kommentar
Lige præcis som man troede at film om hunde der redder familier sluttede af i 90’erne kommer ”Frank” på banen. Endnu engang er en problemfyldt familie med en far der arbejder for meget, en ung søn uden kammerater, en forelsket teenagedatter og en mor på randen af et sammenbrud i desperat brug for hjælp. Familien er taget en tur på landet hvor moren voksede op for at finde sig selv, men problemerne bliver stødt værre som tiden skrider frem, indtil de møder den hjemløse vidunderhund Frank. Hvordan nogen nogensinde kunne finde på at forlade Frank forbliver et konstant plothul filmen igennem, for Frank kan både forstå mennesker og sågar hjælpe dem med småproblemer som ideer til kampagner på arbejdet, nye venner, ny kærlighed og at samle familien socialt igen. Der er såmænd intet nyt under solen i ”Frank”, det er en af den slags film man har set utallige gange i fjernsynet, og med en forvirret instruktør og et bundt skuespillere der er ukendte af god grund, er dette ikke en film for os der i forvejen kender hunde som Lassie, Beethoven og Hooch.
Det er dog hovedsageligt børnene filmen her er lavet til, og ser man bort fra den åbenlyse uoriginalitet, et par seksuelle referencer og en start der minder om gyserfilm som ”The Evil Dead” og ”Wrong Turn” så er ”Frank” en ganske harmløs og til tider underholdende fornøjelse. Filmen bevæger sig fremad i et roligt men ujævnt tempo selvom man bliver bombarderet med talrige powerpopsange, og det er svært ikke at holde af hunden Frank, så meget har instruktøren dog formået at etablere. Derudover er der ikke mange positive ord at sige om ”Frank”, for hvis man endelig skal se en ordentlig film om vidunderhunde, så er der allerede masser at vælge imellem som ikke besidder de samme fatale fejl som ”Frank”. Det er en formålsløs omgang pladder, som kammer fuldstændigt over i filmens sidste halve times sentimentalisme.
”Frank” er instruktøren Douglas Cheneys debutfilm, og han arbejder i øjeblikket på Tv-serier i stedet, hvor han sikkert gør større nytte end på spillefilm. Cheney er et stort problem for ”Frank”, for med en lovende gyserfilmsbegyndelse (jeg så filmen uden at vide det mindste om den) der bliver til familiedrama, der bliver til teenagekomedie og som ender i romantikkens ende mangler filmen i den grad en rød tråd. Det hjælper ikke at scenerne er klippet fuldstændigt umotiveret sammen og, at lydsiden samt valget af musik er springende og forfærdeligt. Skuespillerholdet har jeg heller ikke mange positive ord til. Ingen tvivl om at diverse teenagepiger vil falde i dåner over Brian Burnett der spiller teenagedatteren Annas kærlighedsinteresse, men nogen stor skuespiller er han ikke. Jon Gries spiller familiefaren Colin, og Gries kender man fra mindre roller i mindre film og serier igennem lang tid. Uden at have en dissideret hovedrolle, er han den skuespiller med mest erfaring, og derfor den man til sidst koncentrerer sig mest om, men i sidste ende kan han ikke bære en så stor rolle, og falder fuldstændigt igennem da han til sidst tager Frank med ind til byen og på arbejdet.
Glem alt om ”Frank”. Jeg havde egentlig lyst til, blot af mit gode hjerte, at give filmen her de 2 stjerner, men det ville i mine øjne betyde, at der er en grund til at se filmen, og jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om blot en. At lave en så uoriginal og usammenhængende film som denne, fortjener minimum en skriftlig lussing, så vær så god Cheney! En stjerne til din film om vidunderhunden Frank.
Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
PAN Vision.
