Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Dette er i al sin enkelhed historien om skotske Frankie Mac, der efter et par bristede illusioner i barndommen vender sig mod alkohol og vold i et forsøg på at finde et ståsted i livet. Men da han bliver forelsket forsøger han desperat men alt for sent, at bryde med det destruktive mønster.
Det starter så godt. Efter filmens åbningsscene hvor den voksne Frankie bliver indhentet af sin fortid i form af sine tre tidligere kammerater der brutalt slår ham ned i en gyde, spoles tiden tilbage til en ca. 12 år gammel Frankies opvækst i Edinburgh. Faderen fremstilles i starten som lidt af en verdensmand i den unge Frankies øjne. Han er smart i tøjet, afholdt af sine venner som han underholder på pubben og over hans forhold til moderen ligger et slør af romance som man ser det i gamle film. Men illusionen brister da Frankie opdager ham i lag med en af pubbens kvindelige gæster og det går op for drengen at hans far blot er en fordrukken charlatan. Det hele bliver fremstillet så nøgternt men dog på en så drømmeagtig facon at det er den rene fryd - og da Frankies opgør med faderen fremstilles som en skudduel i en western, er man sikker på at der her er tale om en film helt ud over det sædvanlige. Men så klippes der til den voksne Frankie.
Sekvensen hvor vi ser Frankie terroriserer byen i selskab med sine tre psykopatiske venner, viser sig hurtigt at være en hyldest til Kubricks fantastiske A Clockwork Orange fra 1971. Fra bandens ensartede påklædning over plakaten i Frankies lejlighed, til den groteske dansescene i en fodgængertunnel, der til forveksling ligner den hvori Alex og hans ”droogies” slog en dranker til plukfisk. Ja selv Frankies kammerat og senere nemesis Miller, er lige så psykotisk og dum som gamle Dim i Kubricks film. Alt dette er i sig selv ikke dårligt og virker til at begynde med godt.
Men hurtigt begynder det at lugte af, at denne hyldest måske mere skal dække over det faktum at manuskriptforfatteren og instruktørdebutanten Richard Jobson ikke kan finde ud af at lave vold på film. Nu er det jo bestemt ikke altid nødvendigt at vold på film skal fremstilles så detaljeret og ækelt som muligt, men i en film som denne hvor volden skal skabe kontrast til Frankies ønske om at blive et bedre menneske, burde man forvendte et minimum af realisme og ondskab i stedet for en tynd gang pjatten rundt, der i de fleste tilfælde blot virker ligegyldig og decideret latterlig.
Filmens originaltitel er 16 Years Of Alcohol og skulle efter instruktørens eget udsagn dække over en mands kamp mod sine indre dæmoner og den alkohol han som barn lærte var nødvendig for at blive voksen. Men det må vi bare tage Richard Jobsons ord for, da det på ingen måde fremgår af filmen førend vi pludselig ser Frankie til et AA møde og efterfølgende får kvalmende religiøst musik på lydsiden der synger: ”Now that I found peace and happiness Jesus (…)”
Ligesom i tilfældet med filmens famlende forsøg på at vise Frankies voldelige liv, vil jeg igen tilføje; at selvom det er befriende at man ikke får tingene skåret ud i metertykt pap, ville det have været rart hvis den i det mindste ville vise os hvad den drejede sig om, i stedet for blot at postulerer en historie i Frankies narrative voice-over der ledsager filmen. En voice-over der må være en direkte afskrift af det prosadigt filmen oprindeligt bygger på og som burde være forblevet et digt, i det den konstante og semi-poetiske ordflom hurtigt ender med at distancerer sig fra det der rent faktisk forgår på skærmen og derfor til sidst bare virker som et skalkeskjul for en indholdsløs film, hvis hovedtemaer vi som publikum bliver nødt til at stole på foregår off-screen.
Og sådan kunne jeg blive ved med at plukke et ellers udmærket oplæg i stumper og stykker. Men det gider jeg ikke. For at sige det kort ville filmens historie og indbyggede budskab nok gerne lægge sig et sted imellem A Clockwork Orange og Mike Figgs fremragende Leaving Las Vegas fra 1995 men i sit desperate forsøg på samtidig at være sin egen, rammer den langt forbi alle stole og ender på gulvet som en af de frygtelige film der prøver at give sig ud for mere end den er, men ender med at være lige så hul som den tomme ølflaske vi aldrig får at se. Den danske titels kamp mod den originale ditto om hvilken der er mest tåbelig og misvisende, må siges at ende uafgjort.
Filmen har vundet et par forskellige priser hos f.eks. British Independent Film Awards og Sofia International Film Festival, men herfra kan ikke gives mere end to stjerner til den tidligere filmanmelder (ups) Richard Jobsons debutfilm om håb, som ikke engang hovedrolleindehaverne Kevin McKidd og Susan Lynch udmærkede præstationer, samt den lejlighedsvis flotte fotografering, kan gøre sig håb om at rede.
Ekstramaterialet består af en trailer og en 25 minutters bag kameraet der fortæller hvor fantastisk filmen er, men mest bruger tid på at vise klip fra en film vi lige har set. En stjerne for det.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
PAN Vision.
