Skriv en kommentar
Den tysk-franske co-produktion ’Frantz’ foregår lige efter 1. verdenskrig 1919 i den tyske by Oldenburg. Den 24-årige enke Anna (Paula Beer) besøger dagligt sin afdøde kæreste, Frantz’ gravsted. Hun bor hos svigerforældrene Hans og Magda Hoffmeister. Deres fælles sorg over en søn og kommende ægtemand afspejles stofligt i Annas selvvalgte sorte klæder. Sorgen afbrydes og afsløringer falder drypvis i takt med, at de lærer den unge franskmand ved navn Adrien Rivoire (Pierre Niney) at kende, som pludselig én dag står ved Frantz grav.
Adrien foregiver at være en tæt ven fra Frantz’ studieår i Paris, inden krigen brød ud. Adrien går lige ind i ægteparrets Hoffmeisters hjerter. Anna både tilgiver og overgiver sig til denne ydmyge, intelligente og smukke franskmand. For øjnene af Hoffmeister og Anna i den beskedne og borgerlige dagligstuen bliver Adrien nærmest en projektion af Frantz. Adrien fortæller inderligt, levende og illustrativt om de fælles passioner, som han og Frantz delte - musik, især violinspil og et bestemt Manet-maleri, som hænger på Louvre, vakte deres fascination. Maleriet forestiller en ung mand, som ligger på sengen, klædt i en hvid, løs skjorte og har kastet hovedet bagover. Maleriets titel er ’Le Suicide’ fra 1887.
Filmens forlæg er delvist inspireret af den tyske filminstruktør Ernst Lubitschs ”Manden, jeg dræbte’ fra 1932, der igen lægger tæt op ad den franske dramatiker Maurice Rostands skuespil ’L’homme que j’ai tué’ fra 1930.
Drypvise afsløringer og empatiske løgne
Præmissen for filmens fortælling snor sig i subtile og komplekse uforløste tvists og drejninger krydret med drypvise afsløringer og empatiske løgne.
Instrumentet/violinen og Manet-maleriet er filmens ledemotiv, da de blide, lyse og høje toner i dur fra violinen sammen med maleriet på Louvre forbindes med en dyb inderlighed af Adrien i hans fremstilling af Frantz overfor Anna og Die Hoffmeister.
Temamusikken er komponeret af den franske komponist Philippe Rombi (bl.a. også lavet temamusik til Francois Ozon andre film; ’Selv i de bedste hjem’, ’Min nye veninde’, ’Ung og smuk’, ’Swimmingpool’ mfl.). Rombis musik toner billedsiden langsomt og blidt op med en grundstemning, som styrer det melodramatiske plot og som til tider består af dystre, grufulde undertoner, når filmens fortælling tager et brat skift både i tid, rum og steder. Hele filmens indledende sekvens er skudt i sort/hvid. I overført betydning står den indledende sekvens og blafrer i ’vindens susen’ uden klangbund eller baggrundsmusik. Det er kun Annas bevægelser ( fx gå-gang hen til gravstedet), gestik og reallydene omkring hende, som fungerer som filmens lydside.
Det er heller ikke tilfældigt, at det er Paul Verlaines dekadente poesi bl.a. et digt fra samlingen ’Romance sans paroles’ handler om vindens susen og de falmende blades hvirvlen. Adrien og Anna kan dette digt udenad. De fremsiger det sammen, og Anna mindes Frantz, mens Adrien kommer et skridt tættere på hende og die Hoffmeister i håb om tilgivelse.
Hos den franske instruktør Francois Ozon er der altid noget på spil. Han kan få plottet i en hver filmfortælling til at ’vende og vride’ sig i de mest subtile, æstetiske uforudsigeligheder, som kun han ved og styrer ovenfra. ’Frantz’ (2016) har som i de tidligere film fx ’Swimmingpool’(2003), ’Selv i de bedste hjem’ (2012), ’Ung og smuk’(2013), ’Min nye veninde’(2014) homo-erotiske undertoner. er meget eksplicitte og altid serveres de med en smerte og tvist, hvor nye sider vises om hovedpersonerne eller hovedpersonen.
Filmen ’Frantz’ er i sig selv et sublimt kunstværk, som benytter sig af alle fire kunstarter (musik, billedkunst, litteratur, teater). Og fremkalder stemninger og følelser med en elegance, varme og universalitet. Politiske statements bliver også indirekte ledetråde filmen igennem - at begge sider (Tysk og Frankrig) led store tab og at tilgivelse er den eneste måde at få nye menneskelige relationer til at blomstre både i venskab og i kærlighed - også selvom det er på løgne. I Francois Ozons 'Frantz' er det i hvert fald på empatiske løgne.
