Skriv en kommentar
Freaky Friday the 13th. Så nemt kan Landons seneste udspil, der følger de to ”Happy Death Day” film med endnu en selvreferentiel gyserkomedie, opsummeres. Denne gang lægger han 80’er slasheren sammen med kropsbyttekomedie og der er nærmest en elegance i sammensætningens high concept renhed. Denne gang er det ikke venner eller familie, der får nye perspektiver på tilværelsen, men derimod teenagepigen Millie og den lokale massemorder, den Jason Vorhees-agtige Blissfield-bødlen, en sagnomspunden massemorder, der med jævne mellemrum er dukket op for at slagte mere eller mindre uskyldige teenagere.
Så efter et møde med morderen vågner den introverte teenagepige Millie op på en gusten madras i bødlens skumle skjulested, omgivet af tilsømmede mannequindukker. Bødlen derimod vågner op til synet af en Panic! At the Disco-plakat og duften af friskstegt bacon. Nu må Millie undgå politiet, overbevise sine venner om tingenes tilstand og få vendt byttet mens bødlen fortsætter massakren.
Der er tale om en hygge-slasher, hvor man kan være sikker på, at det nærmest kun er røvhuller, der maltrakteres på blodig vis. Frygten for vores heltes ve og vel indfinder sig aldrig og i stedet venter man på, hvordan bødlen i Millies krop likviderer hendes mobbere og chikanører i en pervers form for retfærdig hævn. Man har i hvert fald sjældent ondt af de ofre, der tager motorsave til ansigtet. På den måde er det sjovt at se hvordan Reagan-moralen fra 80’erne er opdateret.
De to hovedroller spilles på skift Vince Vaugh og Kathryn Newton, der begge gør et hæderligt stykke arbejde, omend Vince Vaughn klart er filmens højdepunkt. Han er jo et ordentligt brød, der ofte eksisterer på et spektrum mellem truende og hvermandscharmerende. Her fordrer hans intimiderende fysik spil som en monstrøs massemorder. Samtidig får han også mulighed for at bruge de komiske muskler, når han skal gengive teenagepigemimikken efter kropsbyttet. Dette slipper han hæderligt fra. Der er dermed spor fra både hans voksende thriller-CV og tidligere komedier.
Over for ham står Kathryn Newton som den introvert teenagepige, der kæmper med sorgen over farens død, morens tiltagende Chardonnay-bællen, bøvede fodboldspillere og hvad teenagere nu ellers går og tumler med. Ligesom Vaughn er hun opgaven værdig og formår at spille skiftene. Hvis nu bare bødlen havde været en mere skarpskåren karakter. Han går fra knapt funktionel mordmaskine til at levere indsigtsrige monologer om heltindens svagheder. Hvis bødlen tidligere har boet som hjemløs i en efterladt mølle, hvorfor tager han sig så tid til at give sin nye krop en badass make-over? Disse diskrepanser føles ikke som nuancer, men snarere som et forsøg på at finde det mest passende modus for en given scene uden store tanker om figuren eller filmen som helhed.
Netop helheden er værd at hæfte sig ved, for er filmen mere end summen af sine parter? Hvad sker der i mødet mellem to præmisser, der om noget bringer plotformularer med sig? Ikke det store. Foruden lidt humor over Millies størrelse i bødlens krop og letkøbt komik omkring maskuline og feminine kroppe, dykker filmen ikke ned i en større undersøgelse af ændrede perspektiver, som de nye kroppe kommer med. Præmissen er filmens ene store innovation og med den får man nøjagtig, hvad man forventer.
