Politibetjent i ingenmandsland
Marcs (Hanno Koffler) liv går efter planen med en lovende karriere i det tyske uropoliti og et nyt hus sammen med sin gravide kæreste Bettina (Katharina Schüttler). Men da en ny mandlig kollega, Kay Engel (Max Riemelt), begynder i politiet, udvikler deres løbeture sig til mere end sved på panden og motion for benene, og Marc får pludselig rodet op i nogle undertrykte homoseksuelle følelser, han ikke kendte til. Men selvfølgelig bliver hemmelighedskræmmeriet og løgnene overfor kæresten og deres fælles politikollegaer et større og større problem for både Marc og Kay. Som filmens undertitel lyder: man kan ikke løbe fra ægte kærlighed.
Seksualitet undersøges i biffen
For tiden bugner det i de danske biografer med film som seksualitet. Adéles Liv og Reaching for the Moon omhandler begge lesbisk kærlighed, Lovelace dækkede pornoindustriens kyniske forhold, Thanks For Sharing og Don Jon omhandler henholdsvis sex - og pornoafhængighed, Mit Liv med Libarace om en Libaraces homoseksualitet, Perfect Mothers om forbudt kærlighed mellem to veninder og hinandens sønner, mens Nymphomaniac tager fat i flere dele af spektret. Nu kommer så den tyske Free Fall, der er blevet kaldt den tyske Brokeback Mountain.
Det er utroligt, at det stadig kan være aktuelt og nødvendigt at fortælle historier om tabulagt homoseksualitet i verden i dag. Den seksuelle frigørelse er ikke helt slået igennem i alle samfundslag. Den debuterende instruktør Stephan Lacant mødte sin medforfatter Karsten Dahlem, som fortalte om sin tid i det tyske uropoliti og chikanen hans homoseksuelle kollegaer lagde kind til. Free Fall tager udgangspunkt i dette ved at fortælle en historie om forbudt kærlighed mellem to mænd og deres omgangskreds fastlåste og homofobiske tilgang til livet.
Simpel film uden homoseksualitet
Free Fall er et vellykket drama om undertrykt homoseksualitet og kærlighedsaffærer i parforholdet. Skuespillerpræstationer er overbevisende realistiske og vovede, også selvom sengekantsscenerne er holdt forholdsvis implicitte. Men ville filmen have været lige så god, havde den handlet om en affære i et heteroseksuelt forhold? Hvis man barberer den homoseksuelle tematik af, er der kun en banale glatte historie om mand, der er sin gravide kæreste utro og må vælge mellem sin elsker og sin kæreste.
Men Free Fall formår alligevel at gøre det vedkommende og interessant gennem det fremragende skuespil og netop simpliciteten i historien, er dens styrke. Stilmæssigt minder den om Weekend (2011), mens historien på mange måder ligner føromtalte Brokeback Mountain (2005). Filmen var i 2013 nomineret til bedste debutfilm ved Berlins internationale filmfestival, og blev vist ved sidste års MIX Copenhagen. Emnet om forbudt homoseksualitet er desværre fortsat aktuelt og tabubelagt i dag, og ud fra dette er Free Fall en vigtig film. Men under alt skægget gemmer der sig det samme glatte ansigt, dog med små stikkende skægstubbe.