Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
”Free Fire” føles som en film, der kunne være blevet produceret i midten af 90’erne, dengang hvor det stadig var cool at kopiere det, som Tarantino havde gjort populært med sine egne film. Ben Wheatley, den britiske instruktør som lavede ”Kill List” og ”A Field in England”, tegner streger i sandet i et forladt varehus, hvor to grupper af bandende, velklædte kriminelle mødes for at gennemføre en transaktion med våben. Men noget går helt aldeles galt. Skuespillerne hopper om bag mure, nedslidte søjler og efterladte sager, mens de kaster one-liners og varmt bly mod hinanden. Det er et plot, som knap nok kan holde en hel film sammen. Selv folk som elsker våben og actionfilm vil undre sig over, om 90 minutter ikke er for lang tid til at se på en flok idioter, som bruger hinanden som målskiver. Men selvom filmen kun har én ting, som den arbejder med hele filmen igennem, så bliver du alligevel nødt til at se den færdig for at se, hvem der overlever eller ej.
Historien udfolder sig godt og vel kun i én bygning og vi befinder os i 1970’ernes Boston, komplet med irske frihedskæmpere, sydafrikanske våbenhandlere og hovmodige amerikanere i deres bedste fuldskæg. Dermed er der ingen mobiltelefoner til stede og enorme skulderpuder, som kan stoppe en kugle. To IRA-soldater (Cillian Murphy, Michael Smiley) er ankommet for at købe maskingeværer fra en sydafrikansk våbensmugler (Sharlto Copley), en handel som er sat i stand af to amerikanske forretningspartnere (Brie Larson, Armie Hammer). Begge sider har naturligvis backup med, og der går ikke lang tid, før en uforudset personlig rivalisering eskalerer til en intens situation, indtil det bliver en regulær skudduel. Vi når ikke en gang at se en ”Mexican Stand-off”, før hele varehuset forvandler sig til et skudgalleri.
Wheatley gør, hvad han kan for at holde orden i al kaosset. Men han er langt fra en John Woo (eller Michael Bay, for den sags skyld). ”Free Fire” føles mere som et forvirrende spil paintball med rigtige kugler i stedet for en velkonstrueret skudduels-opera. Men en lille smule visuel forvirring er med til at øge forståelsen af, at disse karakterer er ligeglade med, hvem de rammer, især når de bliver forvirret over, hvem de skal skyde efter og hvorfor. De spydige replikker flyver lige så hurtig frem og tilbage som kuglerne, og rammer lige så hårdt. De bliver ramt, men formår stadig at holde fanen højt og kravle videre til den næste destination (på trods tre-fire kugler i hver person). Noget af energien kommer sikkert fra produceren Martin Scorsese, men skuespillerne formår også at gøre dette koncept så interessant som muligt.
”Free Fire” kunne fungere som en slags satire på våbenkulturen, på barnlige voksne som misbruger deres pistoler, hvis det ikke var fordi, at halvfems procent af filmen er reduceret til en skudduel, hvor konsekvenserne ikke er værre end hvis de var tegnefilmsfigurer. Det virker, som om Wheatley bruger filmen som en undskyldning for at splatte sine skuespillere til med blod og for at få sit navn ned i puljen med krimikomedier. Men sammenlignet med Wheatleys sidste film, J.G. Ballards ”High Rise”, hvor der var ambition og kontrol i instruktørens projekt, er der intet at spore i ” Free Fire”. Det er en film, som bare larmer. Den er sjov, men lige så ubrugeligt som et tomt pistolhylster. Vi har allerede en Scorsese, en Tarantino, en Guy Ritchie. Vi har ikke brug for flere.
Blu-Ray: Musikken er alt for høj og undergraver dialogen. Billedet ser okay ud, men det er hele en sammenblanding af mørke og brune farver. En blu-ray-udgave af denne film er ikke særlig flatterende.
Ekstramateriale: trailers. 0 stjerner for dette.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Universal Pictures.
