Erin Gruwell (Hilary Swank) er netop blevet ansat som lærer på det hærgede gymnasium i Long Beach, Californien. Skolen har problemer med elever der kommer fra belastede miljøer og Mrs. Gruwell får ansvaret for den klasse skolen helt har opgivet. Eleverne er ikke klar til at læse Homer og Shakespeare, men Mrs. Gruwell sætter alternative metoder i brug og har ingen intention om at opgive sine elever.
Efter de henledte tanker på filmen ”Dangerous Minds” med Michelle Pfeiffer fra 1996 har lagt sig gør ”Freedom Writers” sig ganske godt på lærredet. Hilary Swank er en fantastisk skuespiller, men historien er ærkeamerikansk og instruktøren vil gøre alt for at få sit publikum til at fælde en tåre. Så meget at det bliver for meget. Filmen har et godt budskab, men det er så tydeligt at ikke en eneste blandt publikum vil misforstå.
Hvis det ikke lige var fordi at ”Freedom Writers” var baseret på en virkelig historie ville moralen i filmen være så tyk og overdrevet at kvaliteten vil falde. Men man kan jo ikke ændre på noget der er sket, så moralen i historien må forblive troværdig.
”Freedom Writers” er en god film med et vigtigt emne, men der er for meget kliché og banalitet til at filmen er rigtig god.