Skriv en kommentar
Den forældreløse dreng Sekhi, som er barn af ørkenen (og havet, Ærø) og opvokset i grænselandet mellem Irak og Kuwait, hvor han passede sin onkels kameler ville ikke være soldat og tog den farefulde vej over Middelhavet. Mens han var på børnecentret på Ærø for en kort periode, skrev han dette digt på dansk:
Jeg føler mig som en fremmed i min egen krop,
Jeg vil gerne løbe væk fra min fortid,
Jeg ved, hvordan jeg løber,
men jeg ved ikke hvor jeg skal løbe hen?
Ærø er ca. 90 kvadrat km. i det sydfynske hav og er én af de mindste ø-kommuner i Danmark med ca. 6.000 indbyggere. I dokumentaren fortæller øens politibetjent, Lennart, at der er ca. 67 forskellige nationaliteter på øen, så mangfoldighed hersker.
Filminstruktør og dokumentarist Helle Toft Jensen flyttede til Ærø i 2010. I december 2014 og 2015 blev der stemt for af kommunalbestyrelsen at huse to børnecentre for uledsagede (flygtet uden forældre/voksne) unge drenge, som alle havde søgt asyl i Danmark. De var flygtede fra Syrien, Afghanistan og Eritrea. De to børnecentre på Ærø nåede at huse ca. 200 unge drenge på flugt, inden centrene blev lukket permanent.
Filminstruktør Helle Toft Jensen fulgte drengene på de to børnecentre gennem 6 år. Med ro i stemmen indleder hun dokumentaren med at fortælle, at hun selv som dokumentarist bl.a. har været i Nicaragua, Chile, Zimbabwe, Mali, Senegal, Japan, USA, hvor hun hver gang troede, at hun skulle hjælpe/lære dem, som hun ’dokumenterede’, men det blev altid omvendt. Hun lærte af og fra dem.
I titlen på dokumentaren indgår navnet Karl Ove, som er en ældre herre, der er født, opvokset og altid har boet på Ærø. Han kalder øen for sit paradis, fordi han anser det for et trygt, lokalt samfund. Han er nabo til filminstruktør, Helle Toft Jensen og de blev begge nabo til ét af børnecentrene i 2015. Karl Ove udviste stor skepsis i begyndelsen, men vendte 180 grader og ender med at sige, at: ”Du skal ikke dømme andre, før du har været i hans sted”. Grunden er bl.a. at Sekhi og Karl Ove lidt efter lidt knyttede bånd, fordi de begyndte at vinke til hinanden, hver gang Sekhi passerede Karl Oves hus.
De helt igennem hårde scener i dokumentaren er, når nogle drenge får afslag på et midlertidigt ophold og andre får tildelt midlertidigt ophold. Juristen og sagsbehandlerne har ingen forklaringerne på, hvorfor nogle af drengene får midlertidigt ophold og andre ikke gør. Drengenes besøgsfamilier på Ærø indgiver klager og appellere. Én af de centrale personer, som er med til at drive de to børnecentre, hedder Rie. Hun fortæller direkte til kameraet hendes oplevelser og erfaringer med drengene, at alle drengene bærer på vanvittige/sindssyge historier.
Hun laver sjov med drengene og lader som ingenting og smiler indvendigt, når nogle af drengene indimellem sniger sig på diskotek en lørdag aften og næste dag er til fodboldtræning. Da drengene bliver sendt videre i systemet og må forlade øen, sammenligner Rie det med en skilsmisse, hvor man aldrig ser børnene igen. Det sværeste for mange af øboerne, som var besøgsfamilier for drengene, var at sige farvel. Øboerne tog imod drengene med Dannebrogsflag, da de kom med Ærøfærgen og sendte dem afsted igen med samme færge, men med en bagage af gode minder og viste drengene en verden/ø med fred og tryghed.
Undertegnede anmelder mener, at denne dokumentar bør indgå som undervisningsmateriale i de ældste klasser i folkeskolen og i ungdomsuddannelserne. Og kan med de varmeste anbefalinger sige: ”Se den på DR” og håbe på, at DR vil lade dokumentaren blive liggende, så alle kan tilgå den over en længere periode.
