En af verdens bedste skuespillere, Anthony Hopkins, har tidligere spillet den legendariske forfatter C.S. Lewis (manden bag Narnia) i Shadowlands. Nu spiller Hopkins rollen som en, der får besøg af Lewis. Værten er ikke hvem som helst, for der er nemlig tale om den østrigske læge Sigmund Freud, der skulle blive kendt for psykoanalysen. En måske mindre ting, som man måske nok ikke lige memorerer med det første, er, at Freud var jøde, og i tiden omkring 2. Verdenskrigs begyndelse havde det naturligvis en voldsom betydning, hvor påpasseligheden var i højsædet.
Alderen er begyndt at svække den gode Freud. Det ses flere gange, hvor han får det fysisk dårligt grundet kræft i mundhulen. Selv mener Freud ikke, at han har lang tid igen, og måske derfor inviteres en særlig gæst til Freuds private gemakker. C.S Lewis er nemlig Freuds modsætning på stort set alle diskuterbare punkter. Freud nyder godt af debatterne med sin gæst, for det får Freud til at leve, og selvom de to er rygende uenige og holder på sit, så giver mødet med Lewis en langt større selvindsigt og perspektivering for Freud. Hvad der starter som en diskussion om, hvorvidt Gud findes, ender i langt mere nære emner for begge parter. Et venskab udvikles langsomt i Matthew Browns kammerspil, der dog heldigvis ikke er så stationært og dualistisk som eksempelvis The Sunset Limited.
Vi har ganske vist et fåtal af medvirkende, og stort set alt er centreret omkring Freud og Lewis’ talegaver. Det meste af tiden foregår i Freuds bolig, men vi er dog fra tid til anden også ude i den friske luft eller med på mindernes allé fra d’herrers fortid. Hvorvidt samtalerne har foregået i virkeligheden, står hen i det uvisse, men filmens afrunding påpeger, at Freud havde besøg i sin sidste periode af en akademiker fra Oxford. En akademiker som godt kunne have været Lewis. Vi må derfor tage filmatiseringen for, hvad den er. Og heldigvis har den sjæl og noget på hjerte, selvom rammen måske kan skræmme seere væk.
Dynamikken er nemlig hele kimen til fascinationen. To mænd, der ikke har ret meget til fælles, ramler sammen i en uovertruffen debatlyst, der ender i et respektfuld venskab. Anthony Hopkins brillerer, men får også god støtte og plads til at gøre det af en velspillende Matthew Goode. Det er ikke en videre forudsætning at have forhåndskendskab til hverken Freud eller Lewis, men du kan risikere at finde deres personligheder så interessante, at du får lyst til at studere dem efterfølgende. For litteratur- og filmelskere vil Lewis’ link til Tolkien (som også optræder i filmen i en mindre rolle) måske også bidrage til yderligere nysgerrighed.
Freud’s Last Session er en poetisk film, der dyrker to store ego’er. Den er nok ikke i fare for at blive en re-watchable klassiker, men som engangsnydelse er den et ganske godt valg, hvis du vil udfordres lidt i meget rolige og trygge former.