Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I Ledsaget Udgang lærte vi den småkriminelle John at kende. Den hårde knægt fra Vesterbro som nu engang var blevet voksen, men som oftest ruskede tremmer. John er nu tilbage i det fri. Og det skulle han aldrig have været. Ikke fordi man ikke kunne ønske det bedste for John, men simpelthen fordi at Frihed På Prøve hører til blandt årets største skuffelser på den danske scene.
Jeg er en bedrøvet mand. Clausen har jeg elsket gennem lang tid for hans ligefremhed og bramfrie kommentarer til samfundet. Om det så har været som gøgler sammen med typer som Leif Sylvester og Troels Trier eller som skuespiller og instruktør, så har det været noget fascinerende over denne type, som har kunnet brøle ”fisse” på tv og slippe afsted med det – fordi han er Clausen! Men Frihed På Prøve er uden tvivl Erik Clausens dårligste film nogensinde, og det er det som gør mig så bedrøvet.
For det første er linket til Ledsaget Udgang stort set ikke eksisterende. Det interessante netværk omkring John i den første film er vasket bort. Jesper Asholt og Elith Nulle Nykjær er vel sammenlagt med i 10 minutter af denne film. Som tapre tinsoldater, definerede de karakteren John og gav Clausens figur råderum, snit, saft og kraft. I Frihed På Prøve befinder vi os derimod i et overkarikeret Jylland, hvor de fremstillede typer aldrig har eksisteret og heller aldrig kommer til det, hvilket også gælder for disses påduttede og helt forfejlede accent til lejligheden.
Ja, faktisk kunne man påstå at rollen John kunne være en hvilken som helst Clausen-skikkelse, og burde nok have været en Preben eller en Charlie. Naturligvis har vi at gøre med den lille mands kamp mod autoriteter, som vi kender det fra klassiske Clausen-hits som bl.a. Midt Om Natten, Slip Hestene Løs, De Frigjorte, Villa Paranoia og Den Store Badedag. Men John stagnerer og bliver decideret uinteressant sammenholdt med at filmens plot og fremdrift er en fadæse af rang.
John får fra fængslet lov til at bruge noget tid sammen med sin søn Kenneth (komiker Henrik Bruhn – ComedyKuren), som har stor brug for Johns hjælp. Job, kone og barn (som dog ikke er Kenneths – men det ved Kenneth ikke) kræver sin mand, og da Kenneth måske ikke er den hurtigste knallert på havnen, så kan farmands assistance godt bruges. Ikke mindst på Kenneths arbejdsplads. Men ikke længe – for inden vi får set os om, så er John sådan set afvist af Kenneth og Kenneths arbejdsgiver, og så ender John først som medhjælper i en genbrugsbutik, hvor han urealistisk får held til at lokke en meget kristen kvindelig bestyrer til at trykke falske pengesedler og lægge dem i genbrugstøjet. En af kunderne, er for øvrigt bodyguard for en muhammed-tegner (spillet af Torben Zeller – kendt fra tv-showet Hatten Rundt). Et job John siden overtager, bare sådan uden videre og uden våben, øreledning og jakkesæt. John bliver også forelsket ret så pludseligt, og hokus pokus er kærligheden gengældt fra frisøren Jeanne. Hun klipper John, for blot et par scener senere at vi som tilskuere kan se at John igen er langhåret. Helt ok at scenerne ikke er skudt i kronologisk rækkefølge, men en sådan detalje må man altså ikke misse, når skidtet skal stykkes sammen bagefter. Og så er der landsbytossen (spillet af Peter Plaugborg fra Submarino) der tuner Johns knallert og siden bare karter rundt i bondebyen og kommer med sære udtalelser. Hans eneste reelle virke er ved ubevidst at tage imod en kugle rettet mod John, da banditten kaldet Barrøv får til opgave at gøre John tavs, da John i fængslet har sladret om en medindsats insider-narkohandel.
Ligegyldig landsbytosse, hurtige dulle, malplaceret muhammed-tegner og en skurk ved navn Barrøv, for ikke at glemme Henrik Lykkegaards (Bornholms Stemme, Winnie & Karina The Movie) rolle som den kække Mads Ole, som fører sig frem og lokker Kenneth til at køre kunst til Holland (kunst = hash). Og så med en Henrik Bruhn som er komplet ude af stand til at spille skuespil! Jamen, kan Clausen da ikke selv set det? Det hele sejler jo rundt, ikke alene for figurerne men også for handlingen. John bliver simpelthen kørt ud på et sidespor, og de normalt herlige samfundsrealistiske fortællinger fra Clausens hånd, lider et brat knæk med Frihed På Prøve. Der er simpelthen intet pondus over værket. Clausen har været mig utro, med et utroværdigt univers af latterlige figurer og et miljø og scenarie som ikke engang er en hjemmevideo værdig. Stakkels John – du skulle have forblevet i Hotel Gitterly.
Jeg kan kun give filmen én stjerne, og det er udelukkende for scenen hvor John skal danse linedance. Det er skide-sjovt, men blot en smålummer indfaldsvinkel til den konstruerende kærlighedshistorie og ikke andet end en parentes i dette makværk. Skuffelsen herfra vil ingen ende tage. Normalt plejer jeg at udbasunere at der nok ikke venter flere job til instruktører der har bedrevet noget så indholdsløst som dette, men i Clausens tilfælde er der kun at håbe at han selv skaber en ny film i en fart, så denne skamplet kan vaskes bort fra erindringen.
Der er ikke noget ekstra materiale på udgivelsen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
