Skriv en kommentar
Nede i landskabet mellem Tyskland og Polen løber floder Oder ubekymret ud i Østersøen. Den spiller en stor rolle i Hans-Christian Schmids seneste film Lichter – Frihedens veje. Den skiller to verdener, der igennem de seneste 60 års Europahistorie har ligget tæt op ad hinanden og dog er adskilt på helt urimelig vis, selv om man på visse steder af Oder med lidt held kan vade over. Dette held findes ikke i denne film – og det finder man sjældent i virkeligheden. Filmen udspiller sig i de to nabobyer på hver deres side af Oder, Frankfurt an der Oder og polske Slubice.
Vi introduceres for et net af skæbner, hvis liv har noget med floden og grænserne af gøre.
Første historie er historien om de ukrainske flygtninge, der i god tro har betalt en menneskesmugler for at blive kørt til Berlin. De bliver smidt af i en skov og bliver bedt om at vente til mørkets frembrud, før de går videre. De er endt i en skov i nærheden af Slubice og er dermed blevet snydt. Anden historie drejer sig om en lille familie med en fader og to sønner. De smugler cigaretter over floden, som de kaster fra et tog inden grænsepolitiet opdager noget. Nede på banelegemet kommer pigen, Katharina, og samler dem op. Katharina er stukket af fra et ungdomsfængsel og drømmer om et liv et andet sted. Den yngste søn Andreas er voldsomt forelsket, men Katharina foretrækker den mere tiltagende søn Marko. Hun er tilgivet, da ingen af dem rigtig ved, hvad Andreas’s kærlighed består af. Nær Oder er kærlighed ikke noget særligt mange kender til.
Tredje historie foregår i Frankfurt an der Oder, hvor den kejtede businessmand Ingo Mertens ihærdigt prøver at sælge madrasser til byens beboere. Tyve procent er arbejdsløse og Ingo mener bestemt, han har et marked. Han går ned på den lokale AF og hyrer folk til at dele løbesedler ud. Forretningen er en fiasko, og han må til sidst fyre sine medarbejdere uden løn.
En af disse er Milena, en polsk kvinde, der er gift med taxachaufføren Antoni. Deres datter Marysia skal til sin første kommunion og sammen med faderen prøver hun en spritny kjole, som hun straks falder for. Kjolen er dyr, men Antoni lover at hun skal få den og han får kontakt til et ukrainsk ægtepar, som han lover at hjælpe over floden, ligesom han også kører taxaen i døgndrift.
Inden Antoni møder de ukrainske flygtninge, som blev sat af i skoven, har et par andre forsøgt at svømme over floden. En drukner og nogle andre arresteres af grænsepolitiet. Kolya møder under afhøring en tysk tolk, Sonya, der sætter alt på spil for at hjælpe den stakkels Kolya. Vi møder også andre unge kvindelige tolke i filmen, som ernærer sig til tyske forretningsmænd med landsigtede planer. De oversætter sproget om dagen og prostituerer sig om natten til de samme mennesker. Kærligheden har vitterligt svære vilkår et sted, hvor penge er en mangelvare, og hvor håbet om et bedre liv synes at ligge på den anden side af floden. På tysk har navnet Oder, den ganske særlige pointe at det betyder ”eller”. Og floden får den symbolske værdi at være et ”eller” mellem det rige Tyskland og det fattige Polen, men som man husker fra Lukas Moodyssons Lilja 4-ever var det svenske tilflugtssted ligeså trøstesløst som udgangspunktet – og der i ligger begge films uprægede tragik. Pointen er at Oder-floden eksisterer som en hindring, men at Oder som symbol ikke er til stede. Hvad end man foretager af valg, er de triste skæbner på tragisk vis forudbestemt. Frihedens veje ender blindt.
Som sagt har filmen et væld af tragiske karakterer, og nogen hovedrolle kan man ikke tale om. Dog synes alle skæbnerne at blive fulgt til dørs af fortællingen. De fleste skuespillere er ukendte tyske, polske og russiske skuespillere. Dog kan man glæde sig til et gensyn med en af Kieslowskis hofskuespillere, Zbigniew Zamachowski, der strålede i rollen som Karol Karol i Hvid. Han var også en flygtning, der blev smuglet tilbage til sidst elskede Polen for at begynde forfra, og i Lichter spiller han Antoni. Skulle man nævne en hovedkarakter, bliver det ham. Fordi han har lovet sin datter den smukke, dyre kjole, bliver han i sidste ende nødsaget til at stjæle penge fra det ukrainske ægtepar. Han når i for at købe kjolen, men kommer for sent til kirken, hvor datteren står stolt i en brugt kjole. Han sætter sig grædende på kirkens bageste række og bryder sammen. End ikke i kirken finder han den trøst han søgte efter sin ugerning. Frihedens veje ender blindt i alle tilfælde. Alle skuespilspræstationer er fantastiske og særligt Devid Striesows kejtede nyrige look i rollen som madrassælgeren, Ingo Mertens, skal fremhæves sammen med førnævnte Zamachowski
Filmen som helhed er fantastisk vellykket. Manuskriptet er gennemtænkt og ført smukt ud i livet, hvor det ligner et spil af tilfældigheder. Musikken af det tyske band Notwist er smuk og velklingende og passer til Oder-floden melankolske udseende. Billedsiden er på engang smuk og grim, med håndholdt tilfædighedskamera og panoramiske indstillinger af en trist verden. Og bedst er det, at filmen ikke insisterer på, at finde en skyldig part, selvom kapitalismen alligevel nok får en over nakken, men filmen foreslår ikke et alternativ. Filmen har nemlig nok i at vise virkeligheden, som den er – og det er ikke et kønt syn. Som tagline har man valgt : Willkommen in der Wirklichkeit. Det er der ikke mange, der tør kaste sig ud i. Filmen opfattes af mange som en hyggelig adspredelse, men Lichter er ikke hyggelig adspredelse, den er ikke selvsmagende, den er ikke retfærdiggørende., den er ikke politisk. Den er realistisk – og det gør den langt stærkere. En lille perle fra en grim verden. Wolfgang Becker tematiserede over samme konflikt i Goodbye Lenin, med et smil på læben, men verden ser unægtelig anderledes ud. En slet handling fører ti slette handlinger med sig i kølvandet og sådan bliver det bare ved. Et mesterværk, der griber en der, hvor smerten er størst – i hjertet. Hjernen ved godt, hvordan virkeligheden ser ud, men hjernen ved ikke at Frihedens veje ender blindt. I hjernen findes nemlig håbet.
