Fringe skal man se fra begyndelsen. Det er ikke en serie man kan hoppe på i fjerde sæson, da der er så mange læse ender og forklaringer på ting, som sker, at man enten må se de andre, eller læse diverse fora for at blive opdateret.
Men for kort at kunne redegøre for denne sæson må jeg forklare lidt om hvad serien handler om. Oliva Dunham (Anna Torv) er FBI- agent i den såkaldte Fringe Division, en afdeling, som skal opklare uforklarlige forbrydelser som tangerer til det unaturlige. Til at hjælpe sig har hun den geniale, men også excentriske – tosset er måske et bedre ord , Dr. Walter Bishop (John Noble), som Olivia i første afsnit får ud af den lukkede afdeling han har boet på i mange år. Betingelsen for, at Walter Bishop kommer ud er, at hans søn Peter Bishop (Joshua Jackson, som sikkert er kendt for sin rolle i Dawson’s Creek) skriver under på at han vil være hans værge. Det gør han under protest, da deres forhold i mange år har været dårligt, grundet Walters ophold på den lukkede.
Walter har meget ortodokse metoder til at opklare ting. Blandt andet har han en vandbeholder, som mennesker (under bedøvelse) bliver sænket ned i, hvorefter han kan føre dem til deres underbevidsthed og finde spor til forbrydelser.
I fjerde sæson er Peter væk(slettet fra folks hukommelse), og man har opdaget et parallelt univers, som indeholder de samme personer som i vores, mens de ofte har andre funktioner. Dog har hovedpersonerne samme arbejde i begge universer og det giver en del gnidninger, da den parallelle Olivia (også kaldet Fauxlivia )i tidligere sæsoner udgav sig som Olivia, boede i hendes hjem og var sammen med Peter Bishop, som Olivia i denne verden har/ har haft et forhold til.
Men da der bliver begået alvorlige forbrydelser på den anden side, beslutter FBI sig for at hjælpe og der og de to Olivia ‘er mødes igen. Her skal man holde tungen lige i munden for at følge med. Man skifter hurtigt mellem universer og det går lidt hurtigt, men det er en del af charmen ved denne serie. Bare vent til sæson 5, der bliver den virkeligt forvirrende.
Seriens stjerne er helt klart John Noble, som spiller Walter Bishop på både en charmerende måde, men også med meget skrøbelighed, som en psykisk syg mand, som er paranoid, nervøs, men samtidig genial. Anna Torv er selvfølgelig hovedpersonen, men hun overspiller en smule og man bliver efterhånden lidt træt af hendes attitude.
Er denne serie forvirrende? Ja! Men spændende. Og en anelse originalt, selvom enkelte afsnit viser, at forfatterne har fået deres inspiration fra Doctor Who, men det kan jo aldrig være dårligt. Men hvis man som jeg elsker Doctor Who er inspiration derfra ikke generende, snarere en hyldest.
Som sagt er handlingerne i sæson 4 for forvirrende, hvis man ikke har set de forgående 3, men hvis man har, er denne sæson på højde med de andre. Så hvis man tænder på at se parallelle universer, seriemordere, hotte FBI-agenter, formskiftere, mærkelige skaldede mænd i jakkesæt, som observerer alting og humor er dette lige den rette serie. Men start lige fra sæson 1, ikke?
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Bros..