Skriv en kommentar
I europæisk filmtradition vil Ryan Cooglers Fruitvale Station nok bare være endnu en amerikansk kliché til kassen fyldt med lamme one-liners og til tider ulidelig melodramatik. I Amerika bliver den anset som et nyskabende auteur-værk, der har høstet den ene independent-award efter den anden. Og jo der er da lidt håndholdt kamera og fragmenteret opbygning, men der stopper originaliteten så også. En af de sekvenser, der fungerer, er åbningsscenen. Her vises faktiske optagelser, intenst filmet af sagesløse tilskuere med deres mobiltelefon, af den forfærdelige hændelse filmen tager udgangspunkt i: Hvid politibetjent skyder forsvarsløs sort mand i håndjern nytårsaften.
”I’m good, I’m good, I’m gonna be good”
Hændelsen affødte store demonstrationer i ikke bare Oakland, hvor titel-metrostationen ligger, men hele USA. Forståeligt nok. Det er et studie i, hvordan film kan dokumentere faktiske hændelser. For det kunne sagtens have været en kritisk undersøgende dokumentarfilm eller en film med stærke politiske undertoner, der ser på efterspillet og konsekvenserne i slut 00ernes Amerika. Fruitvale Station vælger at fokusere udelukkende på de sidste 24 timer inden ulykken/forbrydelsen og forsøger at afdække intime detaljer i Oscar Grants korte liv. Grant forsøger at rode bod på et delvist forlist forhold til sin kæreste, forsømt forhold til deres fælles datter og sit noget anspændte forhold til mama.
Noget kunne tyde på, at Grant ikke var et af Guds bedste børn, men Coogler sørger for at give ham et flot eftermæle. Man fatter hurtigt empati for Grant, der er god mod dyr, god mod børn og god mod mor. Alt sådan noget folk forstår, men det er udpenslet i ulidelig grad. Desværre er et flot eftermæle ikke lig med en god film. Hele midten af filmen virker irrelevant, på grænsen til utroværdigt og ikke mindst hamrende kedeligt. Rekonstruktionen af hans liv på film er ganske enkelt ikke specielt nærværende udover i startscenen og en rigtig flot og velspillet slutsekvens.
Institutionen er altid stærkere end individet
Det er Cooglers debutfilm, og set i det perspektiv er det godt gået. Håndværket er fint, men efterlader en del at ønske. På nær Michael B. Jordan spiller stort set hele castet elendigt. Jordan er til gengæld en stjerne in spe. Indrømmet at det der lokker mig til filmen, er ham. Han har spillet downright fede roller i to af de bedste serier på amerikansk tv nogensinde; fra den nervøst følsomme footsoldier Wallace i The Wire (2002) til storskrydende QB i Friday Night Lights (2006). Det holder. Coogler skal også have en del af æren for at få det bedste ud af Jordan i portrætteringen af en lidt flad karakter. Men Coogler, der selv er ung afro-amerikaner fra Oakland, får uforholdsvis stor anerkendelse måske netop på grund af det faktum.
Tematisk ligger den i forlængelse af det catch-22 problem netop The Wire ti år tidligere også udstiller. Den ubønhørlige kamp for mennesker mod institutioner i nutidens USA. Magtmisbrug og ansvarsfralæggelse i alle led af samfundet. Udstillingen af offentlige institutioners dysfunktionalitet, og den måde den korrumperer individet kostede uforvarende en ung mand livet. Filmen bliver desværre en blød mellemvare, der forsigtigt skraber i overfladen af den vigtige diskussion.
