Skriv en kommentar
De fleste instruktører i gennem tidens løb starter i det helt små med en række kortfilm, som vækker folks interesse og skaber vejen frem mod en reel spillefilm. Det er derimod de færreste, som allerede rammer plet med deres allerførste spillefilm, men Ryan Coggler har lavet noget af en præstation med sit første skud på stammen, Fruitvale Station.
Tilbage i 2009 mistede Oscar Grant III livet kort efter det nye år blev skudt i gang, da en turbulent politianholdelse resulterede i et dødeligt pistolskud. Denne film følger Oscars dag fra hans morgen med familien til hans endelige møde med sin skæbne i nattens mørke. Vi følger den sande historie om hans møde med venner, fjender og familie på sin sidste dag i live – på trods af de fornemme anmeldelser fik jeg alligevel bange anelser for, at denne film blot var en sukkersød race-propagandafilm, som udnyttede hans gribende historie til et kommercielt stykke amerikaniseret makværk.
Gudskelov tog jeg grueligt fejl. Filmen åbner op i et stille og roligt tempo, hvor man langsomt lærer hovedpersonen at kende – både i forhold til hans adfærd og attitude, men også på baggrund af hans omgangskreds. Filmen viser sig at være ikke blot en fortælling om en ung mands sidste dag, men et studie i menneskets finurligheder i situationer, hvor vores følelser, miljø og attituder kommer på prøve. Handlingen lægger ud med en mobil-optagelse fra virkeligheden, hvor man ser og hører hændelsen, hvor Oscar mistede livet. Derefter er man klar over, at resten af filmen vil lægge op til denne situation. På den måde bliver filmen indhyllet i en form for mystisk og grundlæggende spænding, da man hele tiden kommer et skridt nærmere, men alligevel ikke har nogen anelse om, hvordan vedkommende ender i situationen.
Filmen varer kun 1 time og 20 minutter, hvilket virker som usandsynlig kort tid for en film af denne kaliber. Men instruktøren formår at lave et afslappet forløb i den unge mands liv, og man får ikke noget decideret storslået at se eller opleve i løbet af hans dag – man ser blot hans liv. Det fungerer faktisk som en overraskende god stemningsskaber, da der ikke er noget, som kan kvæle en film ligeså hurtigt, som hvis skaberne bag en film forsøger at stoppe så mange hektiske og dramatiske virkemidler ind på så kort en spilletid. I stedet lægger man her mærke til de små øjeblikke i livet, og selvom Oscar måske ikke tænker over det – da han er uvidende om sin kommende skæbne – så lægger seeren ekstra meget mærke til alt, og føler nærmest, at man går ’på dødsgangen’ med ham. Den er skildret uhyre realistisk, og forsøger ikke at gøre Oscar til en helteskikkelse eller repræsentant for de sorte beboere i Amerika – man følger derimod en ung gut, som så mange andre har rodet sig ud i noget ballade i sine unge dage, men egentlig i bund og grund blot forsøger at forsørge og tilse dem, han elsker.
Den unge Michael B. Jorden spiller den skæbneramte person i filmen, og man bliver virkelig forbløffet over, hvordan han formår at flette så meget drama ind i sin karakter på så kort tid og med så få remedier. Han har tidligere medvirket i film såsom Chronicle, men den nåede slet ikke dette dramatiske niveau til sokkeholderne. Han formår at afbalancere en form for stereotyp ’tough guy’ med et hjerte af guld, og samtidig med at man kan frygte ham på grund af samfundets pålagte fordomme, så kan man alligevel ikke lade være med at holde af ham. Man bliver virkelig overrasket over hans evner, og man kan uden tvivl forvente at se meget mere til ham i drama-genren fremover.
Samlet set er Fruitvale Station en fantastisk første film for den unge instruktør Ryan Coggler – den rummer et hjerte af guld, dygtige præstationer og ikke mindst en handlingsstruktur, som kan få 1 time og 20 minutters hverdagsscenarier til at virke som en adrenalinpumpende spændingsoplevelse.
Bonusmateriale
Intet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
