Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Jamil (Dar Salim) er i trediverne, med kone Yasmina (Amira Helene Larsen) og barnet Sam (Samir Al-Sobehi), men er så optændt af had, på drabet af moren som fandt sted i Libanon. Familiens ære står på spil, faren Adam (Elias Samir Al-Sobehi) foretog sig intet, for hvem skulle tage sig af børnene, når han var på flugt eller blev myrdet.
Men hadet er tændt på ny da Jamil finder ud af at morderen befinder sig i København.
Han beslutter sig for at gøre regnskabet op, med denne lange fejde mellem to familier, og især to religioner.
Mordet udføres, og nu er Jamil en jaget mand, den anden families overhoved Mahmoud (Khalid Alssubeihi) skyr ingen midler, hans håndlangere, blandt andet Egypteren (Hassan El Sayed) sveder af blodtørst.
Jamil vil flygte til udlandet med sin kæreste og barnet, men inden da finder de ham sammen med Jamil´s bedste ven Omar (Omar Shargawi, der også instruere denne film). Og midt i forvirringen bliver Omar dræbt, og Jamil undslipper.
Nu vil kæresten ikke forlade landet før Jamil har hævnet Omar´s død. Regnskaberne hober sig op, og bevæbnet med våben og raseri jager de to familieslægter hinanden.
Det er lige ild på bålet for Dansk Folkeparti, hvis fornemmeste pligt er at mane til frygt, og med en film som denne, der så ensidigt skildrer en voldelig adfærd på baggrund af en meget misforstået lærebog, koranen. I selv samme bog står der sort på hvidt at skår man et menneske ihjel har man slået menneskeheden ihjel.
Instruktøren Omar Shagawi, der selv spiller Omar i filmen, har et par tekniske småfejl undervejs, som at filme i forskellige vinkler så man mister orienteringen, i en scene hvor denne oplevelse ikke giver mening. Men ellers et bemærkelsesværdig poetisk og billedmættende film, men mange flotte sekvenser undervejs. Skuespillet er generelt overbevisende, men fra Dar Salim (Jamil) og især Elias Samir Al-Sobehi (faren) dominere billedet.
”Gå Med Fred Jamil” opfordrer absolut til fred og fordragelig, men den gør det med et blodigt filmsprog, og som igen sætter fokus på indvandrer debatten. Det virker som at Shagawis eget budskab med filmen, sætter sit sigte mod denne gamle ondsindet og tragiske tradition, og spørgsmålet hvad ære i virkeligheden er for et begreb.
Det virker også lidt utilsigtet at man skyder hinanden ned for åbent gade, og at der i den ene sekvens går et barn til, fordi blodrosen er så voldsom, at håndlangeren ikke ser barnet ved siden af den ”sigtede”. Og det der skulle være almindelige familiemedlemmer, fremstår som et hårdt oh brutalt gangstermiljø. Det er filmens oplagte svagheder.
Der var ellers ekspertise både i klipningen med Anders Refn, og på manuskriptsiden hvor Mogens Rukov og Shagawi til sammen stod for oplægget.
Det er dog svært ikke at lade sig rive med af filmen. Shagawi har som instruktør, hvis han forstår at forvalte sine historier med andre vinkler, en stor filmfremtid foran sig.
Ekstra materialet udgør en trailer til filmen. En video med Yasmina som mavedanserinde og klip fra diverse scener. Selve mordet som Jamil i starten udfører, er klippet fra i filmen, men tilføjet her. Det virker ganske malplaceret, og sætter igen spørgsmål ved filmens virkelig budskab. Et spot på Omar, også fraklip, og Jamils skjulested også fraklip.
Intet kommentarspor eller interview med forfatteren, som ville have eventuelt retfærdiggjort Shagawis budskab. Det virker uambitiøst, i forhold til filmens omtale, at der ikke er arbejdet med flere features.
2/6 til ekstra materialet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.
