Skriv en kommentar
Med ”Fighter”, ”Eye for eye” og nu ”Gå med fred Jamil” er der indenfor det sidste halve års tid kommet et frisk pust i dansk film – nemlig produktioner med omdrejningspunkt i danskere af anden etnisk herkomst. Mens Kaywan Mohsens ”Eye for eye” ikke er helt vellykket, modsat den fantastiske ungdomsfilm ”Fighter” af Natasha Arthy, blæser instruktøren Omar Shargawi op til storm med benhård fiktiv og tankevækkende selvtægts action-drama om forholdet mellem sunni- og shiamuslimer.
Som dreng er sunnimuslimen Jamil (Dar Samil) og hans far flygtet til Danmark, efter at have overværet drabet på sin mor. Hændelsen påvirker i den grad Jamil, hvad der udvikler sig til en evig undskyldning for hans kriminelle omgang og i øvrigt særdeles hadefulde natur. Da han som voksen erfarer, at morderen er en shiamuslim og endda er fra hans egen omkreds, tager Jamil resolut hævn og dræber moderens morder. Ligesom med Jamils vendetta, hævnes den afdøde nu af broderen Mahmoud (Khalid Al-Subeihi), der iøvrigt er bandeleder. Konflikten eskalerer efterfølgende voldsomt som en anden dominoeffekt, der ingen ende vil tage og de implicerede mister kontakt med enhver form for kontrol.
”Gå med fred Jamil” er blevet overdynget med priser og anerkendelse, hvilket på ingen måde er ufortjent. Jamils uundgåelige selvdestruktion med rejse ind i den absolutte overgivelse til hadet, fæstner sig arrigt og smerteligt som et knytnæveslag på næsebenet. Med koldsvedfremkaldende uroligt håndholdt kamera og dynamisk klipning, tæskes publikum igennem Nørrebro i jagten på den næste syndebuk for en blodtørstig hævn, der aldrig stopper. Shargawi udstiller intelligent og nervepirrende voldens absurditet og hævnens paradoksale natur, for vold avler vold og hævn skal altid hævnes. Handlingen er en medrivende tur-retur i vanvidetes ruschebanen. Forudsigelig, cirkulær og alligevel sidder man med hjertet i halsen.
Den spetakulære handling fungerer meget hen ad vejen pga. det fornemme kamera-arbejde, Shargawis personinstruktion og skuespillerpræstationerne i det hele taget. Fotograf Aske Foss fanger en Paul Greengrass'sk stil, hvor kontrolleret kaos i den grad er mere eksponeret end fornemmelsen af tid og rum. Det er bl.a. først en time inde i filmen at man genkender Nørrebro, hvilket giver tematikken om hævn og vold en allestedsnærværende følelse – altså det er et globalt problematik, der ikke er isoleret lokalt. Omar Shargawi, der i øvrigt selv optræder i filmen og hvis far Munir Shargawi spiller Jamils far, formår at trække det allerbedste ud af sine hårdtslående skuespillere, der alle er relativt ukendte skuespillere i dansk sammenhæng. Bl.a. Dar Salim og Khalid Al-Subeihi er helt fantastiske – og med efterhånden en lang række dygtige danske skuespillere med ikke-dansk baggrund, bliver det virkeligt spændende at se om potentialet fortsat udnyttes.
Jeg vil ikke gå så langt som at kalde “Gå med fred Jamil” for et mesterværk, men filmen fungerer vitterligt noget nær perfekt. Tematik, teknik og udførelse rammer plet, men selve handlingsforløbet er ret banalt og kan med høflig gestus til Nicolas Refn sammenlignes med “Pusher” i historie og action. Dog er “Gå med fred Jamil” et mere komplet og raffineret værk end de tre “Pusher” film tilsammen og formår at trække på et menneskeligt drama ud fra et altopslugende had, der ikke kan tales til fornuft. Omar Shargawi har uden sammenligning begået den måske bedste danske debutfilm siden Lars von Triers “Forbrydelsens element” fra 1984.
