Skriv en kommentar
Der er ikke mange der husker, hvem der instruerede markante film som ”Altid Ballade” (1955), ”Guld og grønne skove” (-58); ”Paradis retur” (1964); ”Den røde kappe” (1967), ”Christian” (1989) og ”Leïla” (2001). Men nævner man ”Babettes Gæstebud” (1987) kan det være, at instruktørnavnet Gabriel Axel dukker frem. Det er ikke rimeligt; for efterhånden som man læser sig igennem datteren Karin Mørchs medrivende biografi over sin fader, der netop er fyldt 90 år, forstår man, at man med Axel står overfor en kunstner der siden ca. 1950 har sat sit helt eget præg på dansk teater, dansk film og dansk og fransk tv.
Vi hører, hvordan Axel som ung kommer til Danmark med sine danske forældre. Hvordan han kommer i møbelsnedkerlære, og siden hen på det Kgl. Teaters Elevskole – en herlig kobling, som vel næppe lader sig gøre i dag. Hvordan han under krigen, selvom han ikke er særligt aktiv i modstandsbevægelsen, dog den 29. august 1943 bærer den bombe der sænkede artilleriskibet Peder Skram, så den ikke faldt i tyskernes hænder, ned i bunden af skibet.
Vi hører om det spændende møde med den store franske teatermand Louis Jouvet, som Axel kommer i stald hos i Paris. Og hvis ”teknik”, Axel bliver livslangt inspireret af. Mødet med det franske er i det hele taget gennemgående i fortællingen; det er et stadigt projekt at lade det franske komme i spil på dansk teater, film og tv – og nogen gange lykkes det. For Axel er det en berigende kulturel spændvidde, og vel også for det publikum der fik øje på det. Men man får unægtelig den følelse, at Axel næppe fik den anerkendelse han fortjente, måske bla. pga. den franske orientering. Helt vild er i den forbindelse Axels beretning om, hvordan han henter den franske forfatter Georges Arnaud (bag ”Frygtens pris”; Henri-Georges Clouzot, fr. 1953) til Danmark for at få ham til at skrive en film om Algierkrigen. Vi kommer på en vanvittig tur til fronten i Algeriet på den algierske side vel at mærke, og vi kommer på en nervepirrende tur tilbage gennem Europa til Danmark med franske agenter i hælene.
Skulle nogen være i tvivl om, hvordan dansk TV-dramatik blev til er bogen her et godt sted at begynde. Gabriel Axel er med fra begyndelsen. Op imod 60 (!) tv-teater-forestillinger har Axel instrueret – begyndende med Kaj Munks ”Døden” i 1951. Pionerånden emmer ud af siderne om de første år, og hvordan man under ”håbløse” forhold faktisk udvikler et TV-sprog. Til gengæld er det rent ud sagt forbandet, at opleve hvordan Axel uden et ord hældes ud af DR i 1968, fordi der nu hersker anderledes ideologiske vinde – eller er det blot en tåbelig kamp blandt magtsyge mænd?!
Til gengæld er der bud fra fransk tv, hvor Axel i årene fra 1977 til 1985 instruerer 8 tv-film med stor succes.
I dokumentarfilmen, som er blevet til sideløbende med denne biografi, udtaler Henning Camre (ven, og tidligere direktør for Danske Filminstitut), at Axel lider af den sygdom selv at ville skrive sine filmmanuskripter. I dokumentarfilmen bliver det forklaringen på Axels manglende filmiske succes i Danmark. Når man læser biografien er forklaringen snarere, at man ikke tør sige ja til Axels manuskripter og i stedet sætter ham til at instruere mere eller mindre vellykkede lystspil. Iøvrigt er historien om en af dansk films dyreste produktioner, sagafilmen ”Den røde kappe” (1967) specielt herlig at læse i den sammenhæng. De danske kritikere slagter filmen – og samtidig udvælges den helt uden skelen til den danske kritik – til at deltage i konkurrencen på Cannes Festivalen. Her deler den vandene. Men ikke så få ser store kvaliteter ved den. Og den er angiveligt med til at bane vejen for Axels succeser hos Télévision Francaise.
Ligesom det franske er en markant tone igennem biografien og Axels værker, så er Marokko det også: ”Jeg har altid været draget af landet og på en måde fundet en ro dér, som jeg ikke har følt noget andet sted”, siger han. Det kan også aflæses i hans produktioner; i filmene genfinder vi denne romantiske idealisering (?) eller eventyrstilisering ikke mindst i de fleste af de i indledningen nævnte film. Var der ikke rigtig plads for dette personlige, auteur-udtryk i Danmark. Svaret må blæse i vinden. Og selvom Axel gang på gang i biografien slår alt andet end en bitter tone an for hver gang et projekt lægges ned, så undgår man ikke at fundere over, hvilke værker det kunne være blevet til, hvis der var blevet lyttet noget mere til Axels kunstneriske drift.
Bogen er venligst stillet til rådighed af:
Gyldendal.
