Skriv en kommentar
Tony Gatlifs film er afslutningen på en trilogi om sigøjnere. Den første ”Les Princes” (1983), handlede om livet blandt sigøjnere i en forfalden parisisk forstad; den anden, ”Latcho Drom” (1993), var en dokumentar, der beskrev sigøjnernes musik mange steder i verdenen.
I ”Gadjo Dilo” (1997), som nu udgives i Danmark som den foreløbig eneste i trilogien, drager den unge franskmand Stéphane (Romain Duris) til Rumænien. Han er vokset op med en far der rejste rundt i verden for at indsamle folkemusik. Når faren kom hjem gav han sønnen kassettebånd med musikken. Nu er Stéphane kommet til Rumænien for at finde en kvinde som synger specielt smægtende på et af faderens bånd. Han dumper ved et tilfælde ned i en lille sigøjnerby. Her bliver han indfanget af miljøet; de følelsesfulde mænd, de temperamentsfulde kvinder, af børnene og ikke mindst af dansen og musikken. Og ja, så er der jo Sabina (Rona Hartner) der danser og elsker vildt – og som kan tolke mellem landsbyens beboere og den fremmede franskmand Stéphane.
Der er ingen egentlig handling i filmen. Man mærker fra start til slut, at det først og fremmest er Gatlif om at gøre, at beskrive et miljø han holder meget af. Musikken og dansen er central her, ligesom den er det i flere andre af Gatlifs film; hvad enten der spilles og danses på graven i sorg over at have mistet en ven eller familie, eller der danses på kroen, til bryllupper hos rige rumænere eller i egen fattig landsby, fornemmer man, at det er her sigøjnernes egenart, for ikke at sige sjæl udtrykkes for Gatlif.
Kontrasten til vores kultur er eklatant. De store følelser og den store (sexual)drift leves umiddelbart ud og er vel det, der både gør filmen særdeles seværdig – simpelthen fordi vores eget forsagende, forbrugsorienterede liv er noget blodfattigt i sammenligning hermed - og af og til også til et let irriterende bekendtskab; kan det virkelig passe, at man kan leve så umiddelbart i kontakt med sig(sit) selv – ja, hvor er deres fatale problemer henne?!
Ikke desto mindre står tragedien og venter i kulissen og slår afgørende til i slutningen af filmen. Da han og vi næsten har glemt, at Stéphane blot kom forbi og vel på et tidspunkt skal videre, kastes han nu på voldsomste vis ud i beslutningen om enten at gå i farens fodspor eller … . Det dilemma er åbenlyst også instruktørens bud på et moderne dilemma; skal vi indsamle/registrere/dokumentere de andre som folklore og folkemindesamling eller er der en mulighed for at bringe det bedste ind i den (sen)moderne kultur?! Det spørgsmål og den problematik slår ubønhørligt og overbevisende igennem i filmen.
På DVD-ens oplysende biografi over instruktøren kan man læse, at Tony Gatlif ikke har sine motiver og temaer fra fremmede. Han er selv sigøjner fra Algier. Da han var 12 år gammel ville hans forældre gifte ham bort. Han reagerede ved at løbe hjemmefra. De næste mange år levede han på gaderne, bl.a. i Frankrig, hvor han ved et tilfælde til sidst kom ind i et kreativt miljø der gjorde ham til filminstruktør. Hans næstsidste film, ”Exils” (2004) beskriver hvordan to franskmænd rejser til Algier. En rejse Gatlif selv gjorde i og med produktionen af filmen for første gang siden han stak af hjemmefra som dreng. ”Exils” indbragte instruktøren prisen for bedste instruktion ved Cannes Festivalen 2004. Hvor ville det være herligt, om den film blev udgivet i Danmark, for Gatlif er en fremragende instruktør der på original vis giver sig i kast med temaer omkring kultur-sammenstød/inspiration og det eksistentielle i kulturerne, som vi vel ikke mindst i Danmark vægrer os ved at konfrontere. Det handler ikke ”bare” om sigøjnere – men om os.
Another World Entertainment.
