Skriv en kommentar
London er sjældent fremstillet så sort, truende og dommedagsdramatisk som i denne serie. Nok kan man ane konturerne af den by man kender som turist, men den hyggelige stemning er i dén grad blæst af banen til fordel for et storslået og voldsomt drama.
Finn Wallace fra den grønne ø har fra ’gamle dage’, hvor der ikke var plads til irere og sorte i underverdenen, udviklet sig til byggematador i den helt store stil. Londons skyline er præget af hans skyskrabere og hans firma er kendt - og ikke mindst - frygtet i samfundslivet. Samtidig har han placeret sig solidt som overhoved for byens kriminelle underverden.
Med denne position i betragtning kan det undre, at Finn selv er kørt ud på, hvad der ser ud som en simpel afleveringsopgave i et ualmindeligt trist og nedslidt område. Han banker på døren og på den anden side tror to unge mænd, at den pædofile mandsperson, som de har ventet på, er nået frem. Et par skud falder – og det går op for de to unge, hvem det er de har skudt, så de går i panik.
En balance er med ét blevet stærkt forstyrret. Finns søn, Sean, spillet med det køligst tænkelige kyniske udtryk af Joe Cole, forsøger straks at indtræde i faderens position. Han bestræber sig på med alle midler at finde frem til hvem, der har skudt faderen. Det er imidlertid ikke helt ligetil, når der vejres morgenluft, både blandt fodfolket i Wallace-klanens egne rækker og blandt konkurrerende familier og klaner. Sean har desuden det problem, at faderens mangeårige og nære ven/rådgiver, den sorte Ed, er bekymret for Seans voldsomme og måske ikke helt gennemtænkte fremfærd – men måske har Ed samtidig sin egen dagsorden?
Seriens handling udfolder sig med andre ord mellem figurer, der på den ene side er forventninger til om beslutnings- og handlekraft. På den anden side kæmper den enkelte med tvivlen om egen fuldkommenhed og ufejlbarlighed. Og i det tomrum, der opstår med Finns død, er der pludselig rum og risiko for, at ’toppen af kransekagen’ – altså Sean – optræder irrationelt og sætter den uudtalte accept af en magtfordeling med Wallace-klanen i toppen over styr. I dette spil er det ikke den lige vej til at finde den skyldige, der tæller. Der er således dem, der har god grund til at gå efter struben på Sean. Samtidig er det måske ikke alle, der efterstræber gerningsmanden, som gør det i forståelse med Sean.
Finn Wallace bliver spillet med vanlig grovkornethed af Colm Meaney – og heldigvis forsvinder figuren ikke ud af handlingen, bare fordi han bliver skudt i første afsnit. Det sørger flashbacks for. Hans håndlanger Elliot, spillet af Sope Dirisu, kaster sig gerne ud i slagsmål i sine bestræbelser på at nærme sig og blive en del af Seans inderkreds, men har måske sin egen dagsorden? Og så er der Finns kone - og Seans mor - Marian, der bliver fremstillet sammenbidt, tilsyneladende med et underlag af trang til at føre et mere normalt og afslappet familieliv. Men har hun i virkeligheden ikke mere sin finger på klanens puls, end Sean og omgivelserne i øvrigt tror? Endelig må man som dansker ikke glemme at nævne Laura Bach og Mads Koudal, der dukker op i rollerne som dansktalende lejesoldater, hyret af … ja, af hvem?
Billedsiden er kold og dunkel og omgivelserne er valgt og udnyttet med elegant sans for detaljer – ja, at bruge dette ord om voldsomhederne i ”Gangs of London” er faktisk passende. Skyderi- og slagsmålsscenerne er særdeles voldsomme. Når en person bliver ramt i hovedet, så sker det med stor visuel effekt. Ikke bare et hul i panden, næh det halve af hovedet bliver blæst af. Scenerne er imidlertid virtuost koreograferede, med træk på den erfaring, som manuskriptforfatterne Gareth Evans og Matt Flannery har indhentet i deres tidligere arbejde med indonesiske(!) kampsportsfilm.
Man kan nørde med at uddrage referencer til ”Gotham”, ”Godfather” – og sikkert også mange andre film og serier. Jeg vil dog først og fremmest holde mig til at se ”Gangs of London” som den forrygende, spændende og stemningsmættede action-serie, der er tale om.
