Skriv en kommentar
I det herrens år 1949, er mafiabossen Mickey Cohen (Sean Penn) konge over Los Angeles. Han tjener penge på det sorte marked ved at sælge massevis af stoffer, våben og prostituerede og har bestukket hver en mand blandt politikerne og dommerne. Den sidste ubestukkede mand i politikstyrken, Bill Parker (Nick Nolte), giver overbetjenten John O’Mara (Josh Brolin) den uofficielle opgave at sammensætte et team til at vælte Cohen – ingen anholdelser, bortset fra Cohen. O’Mara får hjælp fra Jerry Wooters (Ryan Gosling), der er kommet på Cohens dårlige side, efter at han er blevet forelsket i Cohens foretrukne kvindebekendtskab, Grace Faraday (Emma Stone). Alle har noget at tabe, men kun én kan vinde Los Angeles.
Bundløst hul af klicheer
Instruktøren bag Zombieland, Ruben Fleischer, er tilbage med denne film om Los Angeles, inspireret af historierne om, hvordan politiet brugte uautoriserede midler til at vælte mafiakongen Mickey Cohen. Umiddelbart et knald godt udgangspunkt, men uheldigvis bliver alt andet end den reelle kernehistorie fuldstændig tabt på gulvet. Tilskueren bliver spist af med endeløse klicheer både handlings- og karaktermæssigt. O’Mara er politibetjenten, der ikke kan finde ro i efterkrigstiden, Wooters er charlatanen, der bliver forelsket i fjendens tøs og Cohen er den magtsyg mafiaboss, der har en masse tegnefilmsdumme håndlangere, men kun én tænkende bodyguard.
Handlingen er baseret på bogen Gangster Squad af Paul Lieberman og oversat til filmmanuskript af den ukendte Will Beall – så det er svært at pege på, hvor i processen at handlingen er gået gal. Men det er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Det betyder nemlig, at handlingen er til at følge med i og at der er tid til at forklare nogle af de komplicerede emner, tilskueren støder på hen ad vejen.
Noir-action
Der er skruet op for alle knapper, når det kommer til biljagter, eksplosioner og frække damer – den får simpelthen alt hvad den kan trække. Selve billederne er til at blive helt forelsket i, og der er lagt i kakkelovnen for at skabe den rigtige noir-stemning. Filmen byder også på en del modbydelige og chokerende scener, hvor man får en ide om, hvor psykotisk Cohen muligvis var i hans afstraffelsesmetoder.
Man bliver dog aldrig helt bange på politiholdets vegne. Det skyldes både, at man ingen dyb sympati har for nogen af karaktererne og fordi Cohen bliver fremstillet som ret åndssvag. Sean Penn har smurt en tyk og underlig accent på den boksende mafiakonge, og virker ikke helt som om, han ved i hvor høj grad, han burde portrættere Cohen som psykotisk. Han ender derfor med at spille en halvhjertet rolle, der enten er vildt vred eller er decideret psykopat.
Hele Gangster Squad-holdet virker også som om de er lidt for heldige i deres jagt efter Cohen. I forskellige montager skyder de sig vej gennem den kriminelle undergrund i Los Angeles og får lukket kasinoer, bookies og andre af Cohens virksomheder på stribe.
Gangster Squad redder dagen
Hvad filmen mangler i overraskende handling og stærkt portrætterede karakterer, gør den op for i udtryk og actionscener. Så hvis man tager ind og ser denne film for at blive underholdt, skal man nok få en film man sent glemmer. Men hvis man forventer endnu en bund solid film af instruktøren Ruben Fleischer, bliver man desværre slemt skuffet. Så luk helt ned for forventningerne og køb dig en ordentlig stor popcorn. Så skal Gangster Squad nok klare resten!
