I 1920’ernes England møder middelkassedrengen Charles Ryder overklassebarnet Sebastian Flyte. Sebastian fascineres af Charles forskellighed fra sig selv og viser sin families gods frem for ham. Charles, som er kunster i hjertet, forelsker sig straks i det smukke Brideshead og tager gladelig imod en invitation om at tilbringe en sommer, sammen med familien Flyte, på det smukke gods. Dette skal vise sig at blive en skæbnesvanger sommer, for Charles, Sebastian og Sebastian søster Julia. En sommer som byder på glæde, latter, en rejse til Venedig, men også på skyld. Familien Flyte er stærkt katolske og hvor gerne Sebastian og Julia vil tro, og overbevise sig selv om, at de ikke lader sig styre af deres mor og katolicismen, bliver det mere og mere klart for Charles, som er ateist, at familiens bånd er stærkere end trangen til at bryde ud af den evige skyld.
Filmisk er ’Gensyn med Brideshead’ en utrolig flot film, flere gange udnyttes de smukke engelske landskaber til lange panorerende billeder, sat sammen med utrolig flot musik som løfter det hele op til noget overjordisk. En overjordisk følelse som også præger filmens indhold, særligt i de unge menneskers overdådige livsstil og forestillinger om liv og lykke.
Filmen er flere steder filosofisk og viser at der er dybde og tanke bag denne produktion, men samtidig forstår den også at bruge ironi på en tiltalende og underholdende måde. Dette skal for en stor del selvfølgelig tilskrives skuespillerne, som har formået at vise os den smalle vej mellem kontrol og kaos og hvor svært det er ikke at ende med at lave sit liv styre af det ene eller det andet.
Filmen er baseret på britisk roman fra 1945, og inden denne filmatisering blevet lavet som Tv-serie i 1981 og igen 2005. Om denne udgave er bedre skal jeg ikke kunne sige, men det er så afgjort en smuk og betagende film. Om kærlighed, vilje og tro.
Den lader os som publikummer tilbage med et spørgsmål: Er det muligt at ønske for meget af livet?
SF/Fox.