Skriv en kommentar
Gensynet af den svenske kunster Anna Odell er svær at se og også meget mere svær at ryste af sig. Den er insisterende og ikke siden Thomas Vinterbergs Festen har jeg set en så rystende og rørende film, som har omdrejningspunkt om en festtale.
Den første del af filmen følger Anna Odell( som spiller sig selv i filmen), som ankommer til en 20-års jubilæumsfest. Nogle er forundret over, at hun er kommet og nogle vil knap nok tale til hende. Hun rejser sig op og holder en tale, der er chokerende og som gør de andre festdeltagere vrede:” Hvorfor er hun overhovedet kommet?”. Anna fortæller i detaljer om, hvordan hun blev mobbet af sine klassekammerater, hvordan de holdt hende udenfor, bildte hende ind, at en af de populære fyre i klassen var vilde med hende og derefter ydmygede hende. Nogle af dem opfordrede hende endda til selvmord. Denne tale udvikler sig og hun forsøger at stille spørgsmål til, hvorfor de gjorde det. ” Vi var jo bare børn,” er svaret fra nogle af de andre. Festens deltagere er opdelt i forskellige stereotyper, som ofte findes i enhver klasse. Den dominerende, de pæne piger, blærerøvene og rygklapperne. Det er flot, virkelighed og det virker.
Dette ville være en kort film, for denne passage varer kun ca. 25 min. Det er dog ikke en rigtigt fest, for den fest, der blev holdt, var hun ikke inviteret til. Selv 20 år senere, er der ingen i klassen , som vil have hende med til festen. Efter hun har lavet denne fiktive film, ringer hun nogle af sine gamle klassekammerater op for at høre om de vil se filmen med hende. De fleste siger nej, nogle indvilliger til det og kommer med forskellige forklaringer på mobberiet.
Denne kan betegnes som drama-dokumentation, da ingen af de gamle klassekammerater, som Anna Odell ringede til faktisk medvirker fysisk i filmen. Det er alle skuespillere, som spiller den rolle. Af og til hører man brudstykker af telefonsamtaler, hvor hun ringer til sine gamle klassekammerater, men heller ikke her ved man om de er de faktiske personer, hun snakker med. Men nogle af dem er virkelige. Hun spørger blandt andet hvorfor hun ikke blev inviteret til festen. Der er forskellige undskyldninger, men vi kan jo alle regne ud hvorfor.
Man kan se på denne film som et forsøg fra Anna Odells side på at få hævn, man kan også betragte den som et eksperiment eller en slags terapi for hende. Hvad formålet end er fungerer filmen flot ved at beskrive, hvordan et mobbeoffer har det i skolen og hvordan de gamle mønstre og hierarkier hurtigt bliver dannet igen, selvom det er 20 år siden, man har set hinanden.
Filmen kan man ikke umiddelbart ryste af sig. Den bliver hængende i kroppen og tankerne lang tid efter man har set den. Alle har gået i en klasse, med en person, som er blevet mobbet og som er påvirket af det hele vejen gennem livet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
