Skriv en kommentar
Egentlig er det en taknemmelig opgave: Lav en efterfølger til en helvedes usammenhængende, dårligt spillet og slet og ret kedelig film. Lad gerne som om, at etteren aldrig har eksisteret. Så kan det være folk i biografen, også gør det. Sidst men ikke minds: vær endelig ikke tynget af et stort forventningspres, for der er ingen, der forventer noget som helst.
Det er derfor lidt en bedrift når Crank-parret Neveldine/Taylor ikke formår at puste mere liv i den udslukte ild i kraniet på Ghost Rider, og gøre Spirit of Vengeance til en vedkommende oplevelse.
Et sted i Østeuropa, vist nok Rumænien (geografien er en by i Rusland i denne film), gemmer Johnny Blaze (Nicholas Cage) sig. Egentlig lod den første film os forstå, at han ville leve med sin forbandelse og bruge den mod det onde. Men han har åbenbart fortrudt! Blaze vikles dog lynhurtigt ind i jagten på en dreng (Riordan), hvis far er ingen ringere end djævlen selv (Hinds). Okay, det er ikke helt den samme djævel som i den første film, men det er vist egentlig også ligegyldigt. Drengen skal i hvert fald beskyttes og hvem bedre end en motorcykeltosse besat af en dæmon.
Egentlig er det omsonst at snakke sammenhæng og historie her, og Neveldine/Taylor kommer da også snildt over evt. knudepunkter i plottet via en dødssejler af en voice-over fra Cage. Det engelske udtryk phoned it in ligger lige på tungen, for det fremstår nærmest som om, at han læser det op over telefonen. Hele forhistorien, skulle man være så heldig at have misset den første film, bliver samtidig fortalt med en ironi så påklistret, at man krænges bag sine 3D-briller. Der skal dog lyde ros for brugen af 3D effektivt i samtlige 95 min., selvom antallet af lysbrydninger i linsen tenderer til det latterlige.
Og hvor blev Eva Mendez egentlig af? En ting er, at negligere Blaze´s livs kærlighed og fokusere på en anden fortælling, men ligefrem at glemme hende totalt og ikke nævne hende på et eneste tidspunkt virker bizart.
Hvor den første film kan beskyldes for at være direkte kedelig, har Spirit of Vengeance dog taget skeen i den anden hånd. Der er til tider helt Bond’ske tilstande, og især filmens prolog bærer præg af inspiration derfra. Samtidig rummer de 95 min., og tak for den korte spilletid i øvrigt, i hvert fald to imponerende action sekvenser. Og billedet af en dæmon der spraypisser ild skal nok sidde på de fleste nethinder, når lyset tændes.
Men hvor er det hele bare djævelsk usammenhængende. Blaze selv er den værste synder i hans konstante skift fra livløs til decideret vanvittig. Cages sædvanlige crazy-tics svinger her mellem tåkrummende og mildt underholdende. To film og vi har stadig ikke den fjerneste fornemmelse for bare en smule troværdig karakter. Polariseringen i Blaze forgrenes også i resten af filmen, hvor tonen konstant underminerer den tilstand af enten uhygge eller humor den selv lige har forsøgt at bygge op. Man sidder splittet tilbage og ville ønske at instruktørparret var gået enten fuldblods horror eller crazy-komik.
Bedre og mere underholdende end etteren, men det siger ved Gud ikke meget. Fandens!
