Skriv en kommentar
Johnny Farrell (Glenn Ford), hvis fortid vi ikke kender, men som lige har vundet i hasard – dog ikke uden at snyde - overfaldes på havnen, men reddes af den mystiske Ballin Mundson (George Macready), hvis ”ven”, kniven i stokken, aldrig svigter ham. Ballin tager Johnny med til sit casino og gør ham uden videre til sin højre hånd. Da Ballinn tager på forretningsrejse overlader han ledelsen til Johnny. Det går fint indtil Ballinn vender hjem nygift med Gilda (Rita Hayworth).
Filmen er klassisk film noir fra 40/50-erne; kynisme, magtspil, en uforløst fortid og en femme fatale spiller hovedrollerne sammen med billeder der slående dyrker kontrasterne – med rødder i den tyske ekspressionisme. Men historien er forskruet; noget om et nazistisk tungstens-kartel i Argentina centreret omkring et ulovligt spillecasino som myndighederne indtil videre ser forbløffende gennem fingre med. Pænt sagt nærmer det forskruede sig en klassisk hitchcocksk MacGuffin; et i virkeligheden ligegyldigt omdrejningspunkt, intrige eller objekt som instruktøren bruger for at dyrke det filmen i virkeligheden handler om.
Og det ”Gilda” i virkeligheden handler om er kærlighed, had og jalousi i en umage trekant på et spillecasino i Buenos Aires under 2. Verdenskrig. En aldrig åbenbaret fortid spiller fatalt ind i forholdet – dette må ende galt!
MacGuffin eller ej har filmen svært ved at udfolde sit noir-fokus; kynismen og det skæbnebestemte magtspil er måske nok i gode hænder hos Glenn Ford som Johnny, der helt i tråd med noir-traditionen fører os igennem historien ved en kynisk voice-over, men Hayworths Gilda og Macreadys Ballin har svært ved at nå længere end noir-skabelonen. Og ja, Hayworth er brandvarm hollywood-starlet til tiden, men det kniber noget med det femme-fatale. Derfor er det svært at se igennem fingre med den ligegyldige historie.
Så selvom instruktørkoryfæerne Martin Scorsese og Baz Luhrmann i en featurette på det varmeste anbefaler filmen, kommer den efter undertegnedes mening ikke op i noir-klassikernes superliga. Men ret skal være ret, ligesom de to førnævnte herrer, skal der nok være dem der netop tænder på ”Gilda”s forskruede drama. Vil man se mesterlige noir-klassikere – og det er der al mulig grund til – så er der mere at hente i titler som fx ”Ridderfalken” (-41), ”Sternwoodmysteriet” (-46), ”Laura” (-44) eller ”Postbudet ringer altid to gange” (-46) – eller såmænd i regulære B-film der ikke desto mindre kender deres noir-kynisme, melodrama og femme fatale ind til benet; fx ”Detour” (-45).
Instruktøren Charles Vidor (ikke at forveksle med mesteren King Vidor) er kendt for denne film og den kulørte ”H.C. Andersen” (-52), hvor Danny Kaye sang ”Wonderful, wonderful Copenhagen”.
