“Girls” skulle uden tvivl have været den nye arvtager af “Sex And The City”. Sidstnævntes indflydelse på popkultur har i sin tid været enorm, og det er svært at følge op på seriens enorme popularitet. Den snakkede til kvinderne, men tabte nødvendigvis ikke mændene på gulvet. “Girls” lefler måske mere for mænd, men den taber måske lidt flere kvinder, da serien omfavner udtrykket hipster igennem alle sine sæsoner. Med sine utallige referencer til nutidens popkulturelle elementer, vil den dog præcis som “Sex And The City” ende som datid rigtig hurtigt, og blot et indblik i en forsvunden tid. Sammenligningen mellem de to serier er måske ellers svær at opfange, da både humor, tone og indhold er milevidt fra hinanden. Det svarer til at sammenligne et højre- og et venstreparti inden for politikkens verden. Men faktum er at partier kan arbejde sammen, og de begge er politik. På samme måde sammenarbejder de to serier med at fremmane deres forskellige pointer på samme vis.
“Girls” var med sin fjerde og femte sæson på vej i den forkerte retning. Det blev mere seriøst, og glemte sine lommefilosofier i sin jagen på en sammehængende og melankolsk historie. Den sjette og sidste sæson starter ud i en hel anden og mere velkendt tone, der vækker minder om den allerførste sæson. De første tre-fire episoder har hver deres historie, og de gamle og velkendte karakterer introduceres efter Hannahs succes som skribent har stukket af. Det er en meget interessant indgangsvinkel, der sætter dem i et helt nyt lys, og i starten oplever man en utilsigtet melankoli over, at dette er seriens sidste sæson. For der er tydeligvis stadig masser af kød på seriens karakterer, der endnu ikke er udforsket tilstrækkeligt. Herefter begynder den sammenhængende historie i sæsonen at tage fat, hvor Hannah skla skrive om en surf-skole i The Hamptons. Der er bestemt højdepunkter gemt i de resterende episoder, men sæsonen kommer aldrig op på niveau af begyndelsen igen.
Dette er Lena Dunhams serie. Hun skriver og instruerer det meste, og det var hendes ide til at starte med. Hendes karakter er på trods af seriens titel “Girls” også seriens absolutte hovedperson, hvilket gør hendes bedrift endnu mere imponerende - bag kameraet på flere måder og hovedpersonen foran kameraet. I den sidste sæson er der ligeså meget plads til Hannah som i de foregående par stykker, hvor de første par sæsoner gav mere plads til de andre karakterer. Disse har dog stadig deres sidehistoirier, men i denne sidste sæson ender de mere som en unødvendig fodnote og afrunding. Jessa og Shoshanna har dog stadig deres små velfungerende stereotypiske øjeblikke hvor især en episode, der gør godt grin med de nyligt rige er et højdepunkt. Mere imponerende er det dog, at karakterudviklingen seks sæsoner inde ikke er gået i stå.
Når “Girls” takker af, er det måske meget godt alligevel. Sjette sæson er det bedste “Girls” har været i flere år, men alligevel ikke på højde med seriens fremragende begyndelse. Det er dog dejligt at slutte af ordentligt fremfor at fortsætte i en uendelighed, som “Sex And The City” f.eks. gjorde med sine rædderlige filmatiseringer.
Billede & Lyd - 5/6
Billedet er endnu engang skarpt, selvom der er øjeblikke, hvor detaljerne forsvinder en smule i mængden. Farverne er naturligt nedtonede, og tilføjer til indholdets troværdighed. Lyden er ligeså afdæmpet, men med en tilpas mængde detaljer i baghøjtalerne til, at give bylivet liv i stuen. Selvom det måske som helhed ikke er direkte imponerende, passer valgene af farve i billedet og tyngde i lyden perfekt til seriens tone.
Ekstramateriale - 3/6
Endnu engang er der kommentarspor på flere af episoderne og inside the episodes til dem alle. Som fan skal det hele ses og høres, og det forbliver også af høj og informativ kvalitet for det meste. Der er dog unødvendige øjeblikke af tavshed på kommentarsporene. Der er også en længere udgave af den sidste episode som ekstramateriale, der bestemt er et kig værd, selvom tempoet daler en del.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.