Skriv en kommentar
Når jeg læser filmens titel, kommer jeg til at tænke på første gang jeg i filmens verden møder ”et glasskår” – det er i Ingmar Bergmans film fra 1972: Hvisken og råb. hvor Karin frastødes så meget af sin mand, at hun snitter sig mellem benene med et glasskår, da han stræbende lader hende forstå, at hun kan vente hans besøg i soveværelset. Men her i filmen er glasskår ikke så meget i det indre skind, men mere ud af til, når den unge Tobias smadrer spejle, vinduer med knoerne – vise sin manglende tilstedeværelse. At han lever. Vil ses. Råb om hjælp.
Vi følger den purunge dreng Tobias (spillet modigt af Noa Viktor R. Hjerrild, f.2002. Han bliver i rulleteksterne ”takket for mod og stor viljestyrke”) med sine krøller, glatte dun på kinden, i lyserøde hættetrøje, sorte terylenebukser og hvide gummisko, som ikke vil være hos faderen og ikke kan komme i kontakt med moderens gemte liv – så han opholder sig hos morfaren, håndværkeren Jens Jørgen Spottag (f.1957 lidt for klicheagtigt til mig) – men som gør alt for at få drengen væk fra det ensomme, og tilbyder ham arbejde som glarmester – mens hans mormor (Bodil Jørgensen f. 1961 – igen lidt for idéløst) er ramt af en sygdom, og vi følger hendes varme sans for at hjælpe Tobias med at læse fremtiden og sjælens spejl i hånden.
Tobias siger ikke meget, men bliver vred og skælder morfar ud – da han næsten trækker en arvetrøje ned over hovedet på ham. Men vi ser mest Tobias på hans skateboard – og pludselig er vi med i hans tilstedeværelse fra centrum, og hvor han møder Aron (spillet sympatisk af Alexander Mayah Larsen f. 1991) – og de kommer tæt på hinanden – han ser sit spejlbillede i Aron – som først afviser ham – og det er filmens styrke i antydningens kunst, men med ét bliver det en livsvej for Tobias og de hårde mandlige seksuelle tilbud som trækkerdreng – bliver selvfølgelig opdaget, da morfar spørger:Hvor har du alle de penge fra?
Filmen er i roligt tempo om en ung søgende dreng, som er ladt alene og ikke turde vise sit jeg – vi ser ingen klassekammerater eller fritidskammerater – kun det ensomme skateboard. Og dét, at ingen reagerer på hans selvskade, viser ensomheden – en søgen efter det vigtige i tilværelsen – og glasskår er ikke en ven.
Som Søren Green fra Rødby på Lolland har udtalt til den lokale avis: ”Egentlig er det bare en historie om en dreng, der har det svært i livet og tager nogle dumme valg i forhold til sit eget psykiske velbefindende – og selv måtte jeg med min egen opvækst i en homofobiske verden drage et år til Australien. Være usynlig. Ikke at blive set.”
I 2017 så vi en anden mere personlig film om usikkerheden blandt unges forelskelse i filmen af den italienske filminstruktør Luca Giadagnino, f. 1971) Call Me by Your Name hvor alt er ubeskriveligt delikat. Den foregår i Norditalien blandt den humanistiske elite, hvor Elio er med sin familie på ferie og forelsker sig i sin fars besøgende forskerkollega.
Som i ”Glasskår” viser filmen, hvor umuligt det er at være ung uanset seksuel orientering, og prisværdigt at Søren Green sammen med Tobias vil sætte publikums følelser på højkant og vise det usynlige.
