Skriv en kommentar
I et lille norsk samfund engang i 80erne bor Viktor (Erik Evjen) og hans storebror OK (Jonas Lauritzsen) med deres forældre. Viktor har kun ét ønske for fremtiden: at blive nøjagtigt ligeså cool som sin storebror, der er byens og det lokale ishockeyholds helt. Viktor er skarp og allerede meget livsklog i en alder af kun 13 år. En dag kan han mærke, der er noget galt med sin familie. Forældrene siger ikke rigtigt noget, mens OK fortæller ham hemmeligheder, han har svært ved at forholde sig til. Samtidig har han meget at se til med sine to bedstevenner, som han, i et forsøg på at score nogle piger, beslutter sig til at danne et band med, selvom ingen af dem kan spille på noget instrument.
Glasskår er instrueret af den norske Lars Berg II, der stort set er ukendt herhjemme med mindre man af og til ser Tv-serierne Hotel Cæsar (1998 - ?), eller Fox Grønland (2001), hvortil han har stået for nogle afsnit. Udover Tv-serier og diverse kortfilm, så har Lars Berg II også lavet en spillefilm i 1995, der er en komedie/thriller om to forbrydere på flugt efter et røveri, men filmen nåede aldrig det store publikum.
Glasskår er en film om voksne problemstillinger, henvendt til børn og med børn i hovedrollerne. Det er ikke småting disse børn har at tænke på og man ser det tydeligt i ansigterne på dem hele filmen igennem. Som eksempel herpå kan nævnes, da Viktor og sine bedstevenner tager til en typisk 80er-fest med små og uskyldige tanker om at kysse en pige. Viktor passerer på trappen en pige og en dreng, der er helt modløse og deprimerede. Pigen sidder på det nederste trin med mascaraen løbende ned af kinderne, mens drengen, over hende på trinet ovenfor, med hovedet hvilende mod trappen, kigger tomt ud i luften. Dette billede fortæller meget mere end ord nogensinde kunne. Det ligger i luften, at det ikke blot handler om uskyldige kys eller sådan noget lignende – det er noget mere voksent end som så. Og det er skræmmende så voksne, som børnene i denne film opfører sig og hvor livskloge de i virkeligheden er.
Skuespillet er storartet og giver seeren kuldegysninger, mens dialogen er autentisk og emmer af atmosfære. Især Erik Evjen, som spiller Viktor, binder det hele fornemt sammen, mens vennerne er både underfundige og følsomme uden at overspille deres roller. Filmen er lavet uden de store armbevægelser og med meget humor, der helt naturligt passer ind i historien. Hverdagen er hård for børnene fordi samtidig med at de skal have det sjovt og nyde livet, er der så meget andet, som de også må klare, som f.eks. problemer med bøller, kærester og, ikke mindst, problemer med deres familier. Man kan sige, at Glasskår er en blanding af den skandinaviske og den amerikanske børnefilmstradition, selvom det skandinaviske dog er i fokus.
Som et par små minusser kunne man nævne, at filmen dog bliver lidt for sødsuppeagtig til sidst, men det tilgiver man den hurtigt, for det er kun meget kort og alt andet i filmen er rigtigt godt. Filmen skal afrundes og det bliver gjort lidt for nemt og bekvemt. Dernæst kunne man også diskutere hvorvidt Viktor er for sød og god, men det er heller ikke et stort problem for filmen som helhed. For en meget god og mindeværdig lille perle af en film, vil jeg give 5 ud af 6 stjerner.
