Skriv en kommentar
Nærede du en uoverstigelig modvilje mod din pedantiske engelsklærer i gymnasiet, og har dette morbide ressentiment forkvaklet dit forhold til det engelske sprog og kultur, kan du måske få frydefuld revanche og en smule bittersød oprejsning ved at gå ind og se den nye animationsfilm Gnomeo og Julie. Den slagter nemlig den engelske dramaturg Shakespeares ellers så smukke og rørende Romeo og Juliet i så brutal en grad og på så bestialsk en vis, at alene ordet Shakespeare fremover vil få dig til at vride dig i glæde over, hvor kummerligt og usseligt denne hæderværdige dramaturgs vidunderlige tribut til kærligheden også kan tage sig ud.
Gnomeo & Julie tager nemlig udgangspunkt i Shakespeares udødelige klassiker om den forbudte elskovsild mellem to elskende fra hver sin antagonistisk stillede slægt, hvis fortvivlende fejde har sat uindtagelige hindringer i vejen for Veronas mest forelskede par. Gnomeo & Julie transformerer dog dette usammenlignelige opus til en sløj, animeret fortælling, hvor havenisser har fået tildelt hovedrollen som opdaterede Montagues og Capulets, der bor side om side og alligevel langt væk fra hinanden. Bortset fra den åbenlyse ændring i persongalleriet, altså fra virkelige mennesker til tegnede havenisser, følger denne tegnefilm originalens tematiske fodstykke. Her taler man dog ikke i velformulerede og velskrevne vers, men i et moderne sprog. Veronas inspirerende rustikke kulisse er konverteret til havens grønne, naturlige arealer. Og så er originalstykkets dybsindigt og følelsesfuldt engagerende ånd blevet reduceret til en fornærmeligt og nedvurderende rekapituleret floskulatur. Blah.
Blah Blah Blah
Allerede femten minutter inde i filmen begyndte de første overspringstanker at melde deres ankomst inde i mit hoved … Husk at købe mel til kagen i aften, vasketøjet skal hentes senest kl. seks, der er én i salen, der har vasket sit hår i Elida, mental note: skriv Elida på indkøbslisten, hvorfor tager hende anmelderen foran mig så mange notater … Hovsa, wake up call, se nu filmen Ana, se nu filmen. Det er derfor, du er her. Ti minutter senere, skubbede tankerne sig på igen … sæderne er bare ikke komfortable at sidde i, jeg skulle have købt den appelsinjuice i 7Eleven, mon jeg kan nå et smut forbi frisøren senere. Åh nej, nu gjorde du det igen, se nu filmen, se nu filmen.
Tre kvarterer inde i filmen, havde tankerne veget pladsen for en direkte, fysisk mærkbar irritation over filmens evidente fordummelsespotentiale. Det var også på dette tidspunkt, at en flammende aversion begyndte at vokse sig stor inden i mig. Jeg forbandede min fjollede alarmklokke for at have ringet og revet mig ud af min dejlige søvn, forbandede den venligt smilende buschauffør for at have fragtet mig til dette filmhelvede, og endelig forbandede jeg tilmed ON-Z for at have smidt denne skodopgave i nakken på mig.
Så slemt var det at se Gnomeo & Julie. Filmen er simpelthen så dødsenstrist, håbløst og understimulerende sat sammen, at det kan sideordnes med lutter tortur at se sig tvunget til at se denne film fra start til slut. Den ellers så fantastisk storslåede og spektakulære historie om Romeo og Julie får i denne film et så neddrægtigt og skamskændende aftryk, at man kan frygte, at hvis skolebørnene og de præpubertære unge får set filmen, vil de fremover ganske enkelt blive afskrækket fra at give Shakespeare en chance igen. Jeg kan kun krydse fingre for, at dette ikke sker, om end alt taler for det.
Hvem i alverden fik i det hele taget ideen til at lade havenisser være de drivende foregangsmænd i dette scenarie? Hvem end det er, burde personen stilles for en kunstnerisk domstol for at have vovet at devaluere et dramatisk stykke på så barbarisk en måde. Det er ikke alene fuldkommen grotesk, men tilmed nedsættende for hele konceptet! Historien er derudover trukket ud i lange, kedsommelige passager, som er ligeså forudsigelige, som de er karakterløse. Havenisserne er aldeles malplacerede i det tragiske dramastykke, ligesom hele omfortolkningen af Romeo og Julie rammer baldrende meget ved siden af i dens på alle måder uværdige pendanter Gnomeo og Julie.
At det er Disney, som står bag dette komplette makværk, er ikke til at blive klog på, for denne film må da tolkes som en decideret kreativ konkurserklæring. Ser vi et bitte signal om en voldsom identitetskrise hos Disney? Er Pixar for prætentiøs en rival, at Disney skal gribe fat i hvad som helst med lidt højagtelse og brillans over sig i håb om, at noget af det vil smitte af?
Måske jeg skulle anstille en mere forsonende attitude og bibringe et par diplomatiske ord a la ”Disney, I er jo tegnefilmens ultimative mærkevare, kan I ikke tage jer lidt sammen?” eller en mere opmuntrende, fintfølende pep talk som i ”Disney, vi ved godt, hvad I kan … Kan I ikke please gøre det igen?”. Men næ nej, netop fordi Disney er den enestående, innovative skaber, den er, der gennem årene har sat en høj standard for tegnefilm, fortjener selskabet en fortørnet, forbitret reprimande for at producere en film af denne pejorative kaliber, distribuere den rundt omkring i verden og kræve penge for det!
Så denne anmeldelses fuldførende ord er - først og fremmest, kære læser, kun hvis du er masochistisk anlagt, bliver dine penge givet godt ud i Gnomeo & Julie. Og sidst og fremmest, kære Disney, skam jer!
