Skriv en kommentar
KØB SOUNDTRACKET HER
Brian Tyler er én af de mest interessante yngre filmkomponister, der er dukket op i Hollywood inden for de seneste år. Han begyndte at komponere musik til film og tv i 1997, og selv om 2003 blev året, hvor han for alvor begyndte at tiltrække sig opmærksomhed, så mangler han endnu et decideret gennembrud. Dette har uden tvivl noget at gøre med den type film han har komponeret musik til indtil videre – gyser- eller actionfilm – hvoraf kun få har nydt nogen form for kritisk succes. Imidlertid har Tylers musik altid været interessant, og uden undtagelse lige så godt eller bedre end filmen det er komponeret til har fortjent.
Mange havde håbet at gennembruddet kom, da Tyler blev hyret til at komponere et erstatningsscore til Richard Donners ”Timeline” efter at producenterne havde vraget Jerry Goldsmiths score. At skulle komponere et erstatningsscore til et projekt, hvor selveste Jerry Goldsmith allerede havde komponeret og indspillet et score, er en intimiderende opgave, især for en ung komponist, men Tyler gik til arbejdet med en selvsikkerhed, der mundede ud i hans hidtil mest aggressive og energiske action-score. Imidlertid floppede ”Timeline” og derfor blev scoret ikke det gennembrud mange havde troet.
”Godsend” bliver næppe heller et gennembrud for Tyler, men det er alligevel ret anderledes end hovedparten af hans tidligere scores i og med at det er betydelig mere tilbageholdende. Dette viser en anden side af Tylers talent, men omvendt vil de, der er tilhængere af hans aggressive action- og horromusik finde, at der ikke er meget af den slags på ”Godsend”.
Albummet starter med at etablere hovedtemaet i ”Godsend Main Titles”, hvor orkestret suppleres af et elektronisk beat, synthesizet kor og nogle elektroniske effekter, der skaber en mystisk stemning omkring det ret blide og smukke tema, Tyler præsenterer her. Et sekundært tema præsenteres i ”Adam”, fremført af solopiano, suppleret af orkestret samt nogle æteriske vokaler, der igen bidrager til en mystisk og lidt uhyggelig stemning.
De to temaer, etableret på albummets to første numre går igen i løbet af hele albummet, hvor de væves uproblematisk ind og ud af den underscore, som det meste af albummet ellers består af. Dette skyldes at temaerne begge er tilbageholdne og at de ikke hæver sig mærkbart over resten af scoret – det er med andre ord ikke to temaer, som man vil kunne nynne efter at have hørt scoret, hvilket både er en styrke og en svaghed – primært på grund af albumudgivelsens temmelig lange spilletid (næsten 70 minutter).
Når det alligevel ikke bliver kedeligt skyldes det primært, at Tyler, som altid, kan lide at lege med sine orkestreringer: der er elektroniske effekter på mange af numrene, solo-piano, vokal, tromme-beats m.m. – så selv om musikken rent strukturelt er meget ens, så gør orkestreringerne at det aldrig bliver kedeligt. Og Tyler viser igen, at han virkelig mestrer at få disse mange forskellige instrumenter til at smelte sammen og danne helhed. Orkestret, især strygerne, danner dog en solid bund i hovedparten af scoret, og sine steder præsenterer Tyler virkelig stærke strygerkompositioner med mindelser om Howard Shores stærkt lagrede strygerkompositioner fra film som ”Silence of the Lambs” og ”Seven” (tydeligst i nummeret ”Damp Woods”). Andre steder er der mindelser om Elliot Goldenthal (også i ”Damp Woods”, men især i de få deciderede horror-cues som ”First Disturbance” og ”Curtains”). Tydeligst indflydelse er der dog nok fra James Newton-Howards score til ”Signs”, hvorfra enkelte passager faktisk er mere eller mindre direkte lånt. Det ville dog være forkert at sige, at Tyler stjæler, for de passager der er inspireret af andre er forholdsvis korte, og kun passagerne fra ”Signs” kan siges at være direkte lån. Inspirationen fra Goldenthal er der en logisk forklaring på, nemlig Tylers faste orkestrator Robert Elhai, der ofte har arbejdet sammen med Goldenthal.
Der er forholdsvis få deciderede horror-/action-cues på albummet, hvilket ikke gør noget, for det er faktisk også de atmosfæriske og til tider uhyggelige underscore-numre der er de mest interessante. De regulære horror-cues er meget ordinære - pludselige udbrud af orkestrets blæsersektion og percussion á la Tylers eget score til ”Darkness Falls”. Selv om disse numre ikke er kedelige, så bryder det faktisk det strukturelle helhedsindtryk som scorets andre numre etablerer – tilbageholdne, atmosfæriske cues, til tider langsomme, til tider lidt mere energiske på grund af effektiv brug af strygersektionen og rytmisk anvendte blæsere – men konsekvente i deres udtryk.
Den eneste seriøse anke mod albummet er, at det er alt for langt – næsten 70 minutter. Det betyder, at Tyler får præsenteret sine idéer og motiver igen og igen, og selv om orkestreringerne gør, at det aldrig bliver kedeligt, så er man alligevel ved at have fået nok efter en lille time. Det uventede trommebeat i ”Loathing” giver et frisk pust forholdsvis sent på albummet, men det er ikke nok, og man kan ikke undgå at tænke på, hvor godt et album dette havde været med en spilletid på 45-50 minutter og med de mest repetitive cues redigeret ud.
Musikken er så sandelig ikke dårlig – dette er bare ét af de få tilfælde, hvor jeg faktisk mener at der er lidt for meget af den, og det koster albummet en stjerne. Hvad albummet imidlertid viser er, at Tyler er i stand til at gå til et projekt som ”Godsend” med en hel anden indstiling og helt andre idéer end f.eks. ”Darkness Falls”, der var et meget mere konventionelt horror-score. Ganske vist er der tale om to vidt forskellige film, men det er ikke nødvendigvis noget man kan høre på musikken. Det kan man denne gang, og det viser at Tyler ikke bare går til sine projekter og kører på sin stadigt stigende rutine.
”Godsend” er ikke nødvendigvis et score man vil kunne lide, hvis man var betaget af Tylers stærkt tematiske og varierede score til ”Children of Dune” eller hans aggressive og vildt underholdende (for ikke at nævne tematisk stærke) action-musik til ”Timeline” – eller for den sags skyld hans lige så underholdende musik til horrorfilm som ”Terror Tract” eller ”Darkness Falls”. Men hvis man kan lide Tylers mere tilbageholdne side, som han præsenterede noget af i musikken til ”Frailty”, så er ”Godsend” bestemt værd at kigge nærmere på.
Forhåbentlig kommer det virkelige gennembrud snart. Indtil da er ”Godsend” det seneste eksempel på Tylers alsidighed.
CDen er venligst stillet til rådighed af Danacord Records.
Tracks:
